Pernilla Augusts danskstøttede spillefilm til Venedig

Pernilla Augusts debutspillefilm med Noomi Rapace i hovedrollen får verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. Filmen er dansk koproduceret med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Filmfestivalen i Venedig har inviteret Pernilla Augusts debutspillefilm "Svinalängorna" til serien Venice Critics' Week, der afholdes 1.-11. september.

Filmen er baseret på Susanna Alakoskis anmelderroste roman, "Svinestierne", som den hedder på dansk. Svenske Hepp Film er producent, og danske Helle Ulsteen har koproduceret for Kamoli Films med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Noomi Rapace spiller hovedrollen som Leena, der rejser til Ystad sammen med sin mand og to døtre, da hendes mor, som hun ikke har set i 25 år, ligger for døden. Opholdet rusker op i en i en mørk fortid i de svenske velfærdshalvfjerdsere i et "finsk" barndomshjem i Ystads sociale boligbyggeri, Svinalängorna.

Det er Noomi Rapaces første filmrolle efter Millennium-trilogien. Hun spiller i "Svinalängorna" over for sin mand Ola Rapace, der i Danmark er mest kendt for rollen som Anna Pihls kæreste, Daniel, i tv-serien.

Venice Critics' Week er stærkt inspireret af Semaine de la Critique, som afholdes under filmfestivalen i Cannes, hvor Janus Metz' "Armadillo" i år vandt hovedprisen. Serien præsenterer syv debutspillefilm af lovende nye navne.

Den danske premieredato er endnu ikke fastsat.