Personer med hjemmebiograf går oftere i biografen

Billede til artiklen Personer med hjemmebiograf går oftere i biografenFjernbetjeningen er i hånden, dvd'en i maskinen, chipsene på bordet, og kroppen velplaceret i sofaen. Den situation er frygtet af mange biografdirektører, men en ny svensk undersøgelse viser, at truslen ikke er reel.

På trods af flere og flere fladskærme og dolby-surround sound-anlæg i svenskernes stuer, kortere tidsrum mellem biografpremiere og dvd-release, lavere dvd-priser og flere tv-kanaler, er svenskernes biografvaner kendetegnet ved stor stabilitet siden 1990. Selv om mulighederne for at lade sig underholde i hjemmet er vokset, ser det ikke ud til at påvirke det svenske biografmarked negativt.

Ikke enten-eller
I perioden 1990-2007 er vores svenske naboer i gennemsnit gået 16,11 millioner gange i biografen årligt. Men hvordan påvirker hjemmebiograf i dagligstuen lysten til at gå i biografen? Tilsyneladende får man ikke mindre lyst. Resultaterne af undersøgelsen viser, at personer med hjemmebiograf oftere går i biografen end andre. I Sverige er de personer, der investerer i de store fladskærme og den dyre lyd så filminteresserede, at de både går i biografen og ser film hjemme. Der er altså ikke tale om et enten-eller valg, men et både-og valg.

Resultaterne er dog reelt ikke overraskende, da de personer, som bruger penge på bedre billede og lyd i hjemmet, er filmentusiaster; en gruppe, der altid har gået meget i biografen. Mindre filminteresserede personer ser omvendt færre film i biografen såvel som i dagligstuen. Undersøgelsen viser desuden, at svenskere med hjemmebiograf i højere grad end andre mener, at filmoplevelsen er størst i en rigtig biograf.

Danskernes filmvaner
Der er ikke lavet tilsvarende undersøgelser i Danmark, men statistikker taler for, at hjemmebiografen ikke har fået billetsalget i de danske biografer til at falde. Siden 1990 er billetsalget i Danmark samlet set steget, fra i starten af 90'erne med 9-10 mio. solgte billetter til over 12 mio. de seneste år. Første halvdel af 2008 ser ud til at følge tendensen fra de seneste år med et salg på over 12 mio. billetter.

Billede til artiklen Personer med hjemmebiograf går oftere i biografen
Kilde: Danmarks statistik

I perioden 2000-2008 er andelen af husstande med dvd-afspiller steget fra 7 % til 84 %. Ligeledes er antallet af fladskærme i de danske hjem eksploderet de seneste år fra 19 % i 2006 til 44 % i 2008. Der er altså intet i de danske tal, der viser, at store fladskærme og dvd-afspillere i hjemmene har negativ effekt på det danske biografmarked.

Læs hele undersøgelsen om svenskernes biografvaner (pdf)

Photo: Erwin van der Zande