Peter Flinth filmatiserer Liza Marklund

Det svenske produktionsselskab Yellow Bird, der har haft stor succes med filmatiseringen af Stieg Larssons Millennium-trilogi, gør nu Liza Marklunds romaner om kriminalreporteren Annika Bengtzon til film. Den danske instruktør Peter Flinth lægger for med første film, "Nobels testamente".

Den danske instruktør Peter Flinth skal instruere den svenske kriminalfilm "Nobels testamente", der bliver første film i en ny stor svensk filmserie baseret på seks af Liza Marklunds romaner om kriminalreporteren Annika Bengtzon.

Peter Flinth har tidligere instrueret bl.a. "Ørnens øje", "Fakiren fra Bilbao" og de to film om Arn.

Ligesom det var tilfældet med filmatiseringen af Stieg Larssons bøger, er planen, at kun den første film i serien får biografpremiere.

De fem efterfølgende film er planlagt til at få dvd-premiere, og samtlige film bliver vist på TV4 i Sverige og ARD i Tyskland. Det svenske produktionsselskab Yellowbird, der også stod bag filmatiseringen af Millennium-trilogien, producerer serien sammen med TV4, ARD og Nordisk Film.

Hovedrollen som Annika Bengtzon spilles af svenske Malin Crépin. Optagelserne til "Nobels testamente" indledes i starten af 2011, og filmen får biografpremiere i vinteren 2012.

Da Niels Arden Oplev instruerede "Mænd der hader kvinder", var planen også, at del 2 og 3 af Millennium-trilogien kun skulle ses på dvd og tv, men efter biograffilmens succes fik også de to efterfølgende produktioner biografpremiere.