Peter Schønau Fog ny projektredaktør på New Danish Screen

Instruktøren Peter Schønau Fog bliver ny projektredaktør på New Danish Screen. Det har styregruppen for talentstøtteordningen, der er et samarbejde mellem DR, TV 2 og Filminstituttet, netop besluttet.

Peter Schønau Fog er især kendt som instruktør af spillefilmen "Kunsten at græde i kor" og kortfilmen "Lille Mænsk". Schønau Fog er uddannet instruktør på Filmskolen i 1999 og har tidligere gået på Den Tjekkiske Filmskole og læst Teatervidenskab på Københavns Universitet. Peter Schønau Fog har desuden fungeret som konsulent og underviser på blandt andet Filmskolen og Filmhøjskolen i Ebeltoft.

Projektredaktørens opgave er at bidrage til at identificere og opdyrke nyt talent, som kan være med til at fastholde og styrke dansk film og tv’s kvalitet og diversitet i fremtiden, både hvad angår fiktion og dokumentar.

Kunstnerisk leder af New Danish Screen, Jakob Kirstein Høgel, siger om ansættelsen:
"Vi har som talentstøtteordning særligt fokus på instruktørerne, og jeg ser det som en styrke, at vi med Peter Schønau Fog har fået en person med stor indsigt og erfaring i netop det fag. Redaktøren skal forholde sig til potentialet i forskellige projekter på et meget tidligt stadie. Min oplevelse er, at Peter Schønau Fog har både følsomhed og analytisk skarphed til at forstå de ambitioner og ideer, der i den fase ofte ikke kan beskrives præcist hverken i ord eller billeder."

Fakta

New Danish Screen

Det Danske Filminstitut, Danmarks Radio og TV 2 har siden 2003 samarbejdet om talentstøtteordningen New Danish Screen. Ordningen støtter talentudvikling i dansk film, tv og nye medier og arbejder i tæt dialog med en styregruppe, hvor de tre organisationer er repræsenteret.

Peter Schønau Fog siger selv om opgaven:
"Jeg glæder mig til at kunne bistå filmmagerne i at udfordre sig selv og deres publikum med meningsfulde og progressive projekter, der stræber efter at udvide grænserne for, hvad dansk film kan handle om, og måden, de gør det på."

Projektredaktøren ansættes på åremål i en periode på 4 år. Peter Schønau Fog afløser Kim Leona og tiltræder den 1. december 2010.