Pinocchio i Rabalder Bio

PREMIERE. Rabalder Bio afslutter sin anden sæson med en italiensk genfortolkning af børneklassikeren "Pinocchio". Filmen har premiere i dag.

Sidste år søsatte Angel Films i samarbejde med det Danske Filminstitut et nyt koncept, Rabalder Bio, der har til formål at vække interessen for kunstnerisk stærke film hos børnepublikummet.

I år kunne Rabalder Bio så prale med, at andens sæsons tre animationsfilm ville få premiere i 29 biografer rundt om i landet mod 12 biografer året før.

Sidste film i denne sæson er en genfortolkning af den klassiske børnefilm "Pinocchio" om den ensomme tømrer Geppetto, som udskærer en marionetdukke af et stykke træ, der skal opfylde hans inderste ønske om at få en søn. Til Geppettos store overraskelse går det op for ham, at han har skabt et levende og legesygt væsen. Men Pinocchio er ikke til at styre, og den lille dukke ender ud på en lang og begivenhedsrig rejse, der skal lære ham, hvordan man er en rigtig søn.   

Italienske Enzo D'Alò, der står bag en anden børneklassiker "Superkatten Zorba", har instrueret filmen, mens tegneserietegneren Lorenzo Mattotti har stået for filmens animation.

"Pinocchio har premiere den 20. februar. Læs mere om Rabalder Bio og køb billetter på rabalderbio.dk

Trailer  

 

Tags: Rabalder Bio