Pirater, tsunamier og vagabonder i Viborg

ANIMATION. På The Animation Workshop i Viborg er et hold studerende ved at tage deres afgang. Det er der kommet et væld af interessante og originale afgangsfilm ud af. FILMupdate har talt med tre af instruktørerne, der fortæller om deres værker, deres uddannelse og deres fremtid.

Pirater, der køber papegøjer som accessories. Vagabonder i en dystopisk verden. Tsunamier og kæmpefisk i et magisk univers. Eller hvad med en zombie som bofælle? Afgangseleverne på The Animation Workshop i Viborg har både idéer og ambitioner i stort mål.

På en årgang finder man i alt 50 studerende: 25 på karakteranimation og 25 på Computer Graphic Arts. De har inddelt sig på forskellige hold, og det er der kommet i alt syv ganske forskellige afgangsfilm ud af, der stilistisk spænder vidt. Der er børnefilm, genrefilm, allegorisk arthouse og meget mere. Alle film bliver vist i Cinemateket den 30. januar og 6. februar.

The Animation Workshop

The Animation Workshop i Viborg favner tre bachelorlinjer:

  • Karakteranimation
  • Computer Graphic Arts
  • Grafisk fortælling

Hertil kommer en Open Workshop for animationskunstnere, en treårig kreativ HF-uddannelse ved navn Visuel HF, en tegneskole, efteruddannelseskurser mm.

FILMupdate har talt med tre af de instruktører, der skal tage deres afgang.

Pedro Ivo Carvalho – "Vagabond"

Vagabond-Pedro-Ivo-Carvalho

Hvordan vil du beskrive din film?

"'Vagabond' er en 2D-kortfilm lavet af otte studerende ved animationsworkshoppen. Historien er et socialt drama, der foregår i et dystopisk univers. Man følger en hjemløs mands søgen efter sin hund, der er blevet væk i en by, hvor alt foregår i højt tempo."

Hvordan vil du beskrive din stil, og hvad er dine inspirationskilder?

"Stilen er inspireret af dystopiske film som 'Metropolis' og 'Akira', men den er først og fremmest resultatet af gruppens meget alsidige baggrund; vi var fire danskere, en færing, en spanier, en ester og mig, en brasilianer. Alle bidrog med noget unikt, der hjalp til at skabe universet i 'Vagabond'.

Idéen bag er inspireret af en række samtaler, jeg havde med hjemløse i min hjemby, Niterói i Brasilien. Den oplevelse hjalp mig til at forstå deres opfattelse af byen, hvor tempofyldte alle menneskers rutiner er, og hvordan vi alle kan få noget ud af at sænke farten fra tid til anden."

Hvad er det vigtigste, du har lært på The Animation Workshop?

"På The Animation Workshop lærte jeg meget om vigtigheden af klar kommunikation, både individuelt og i en gruppe. Det er underordnet, om det er en animationsfilm eller konceptkunst, idéen skal formidles til et publikum; forhåbentlig også på ærlig og personlig vis. Selvom teknologien er så veludviklet i dag, er der mange misforståelser og konflikter, man kunne undgå, hvis vi alle arbejdede mere på vore kommunikationsfærdigheder."

Hvad byder fremtiden på for dig?

"Jeg planlægger at starte et lille animationsstudie sammen med min kollega Christoffer Kramme, der også arbejdede på 'Vagabond'. Fokus vil være på både uafhængige og kommercielle kortfilm. Vi er også interesserede i at udforske forskellige medier, det kunne være en app til et spil eller en animeret dokumentar. Muligheden for at arbejde med animation og at arbejde sammen med nogle af vores talentfulde venner er en stor motivation for os."

Sofie Kampmark – "Tsunami"

Tsunami-Sofie-Kampmark-2

Hvordan vil du beskrive din film?

"Filmen handler om en mand i sorg, og hvordan han må forholde sig til sin personlige tragedie, før han kan komme videre i livet. Tempoet er langsomt, billedsproget er melankolsk med poetiske og bittersøde toner, og den kan ikke sige sig fri fra nogle magiske, surrealistiske elementer. Det er en 3D-film, men karaktererne har et meget 'fladt', nærmest 2D, look. Baggrundene er meget maleriske og detaljerede med stort fokus på lys og teksturer."

Hvordan vil du beskrive din stil?

"Jeg har været meget inspireret af den japanske filminstruktør Yasujirō Ozu og hele hans billedsprog med det dvælende, lavt placerede kamera, der giver de bittesmå nuancer masser af taletid og plads til eftertænksomhed. Jeg synes, hans skildring af den japanske dagligdag er meget poetisk.

Hayao Miyazakis spil på kontrasterne mellem det magiske og det almindelige har også været en inspiration. Den sublime portrættering af en mand i sorg i Tom Fords 'A Single Man' har også haft stor indflydelse. Med afsæt i alle de forskellige inspirationskilder har mit hold og jeg forsøgt at skabe noget nyt og anderledes, der forhåbentlig vil give publikum en flot visuel oplevelse, men også stof til eftertanke."

Hvad har ellers inspireret dig?

"Jeg boede i Tokyo i 2011 og fik derfor jordskælvet og tsunamien helt ind på livet. Jeg mødte en mand, som – efter at have mistet meget af sin familie – sagde, at havet aldrig havde været smukkere end efter tsunamien.

Den måde, hvorpå japanerne håndterede og bearbejdede deres sorg, var så imponerende og smuk og var en kæmpe øjenåbner for mig. Meget af Japansk kultur bunder i nogle filosofiske tanker, som har været en stor inspiration for mig lige siden, og som jeg øver mig meget på at overføre til mit eget liv."

Hvad finder du mest interessant ved animation?

"Animation er et helt fantastisk medie, som giver nærmest ubegrænsede muligheder for at fortælle historier. Det er kun fantasien, der sætter grænserne, og jeg synes, animationsfilm kan skabe nogle verdener og stemninger, som er uden sidestykke."

Hvad er det vigtigste, du har lært på The Animation Workshop?

"Jeg har lært en frygteligt masse! Blandt de vigtigste må jeg nok nævne samarbejde med andre mennesker, og det har været vildt at se, hvor meget man kan opnå, når man sætter meget forskellige folk med meget forskellige styrker sammen og får det hele til at spille. Animationsskolen har også lært mig at sætte mere pris på min kreativitet og passe den lidt bedre; ikke at tage den for givet, vigtigheden i at pleje den og give den de bedste omstændigheder for at trives. Og så har jeg fået en meget bedre forståelse af, hvad der gør en virkelig god film til en virkelig god film. Og jeg sætter større pris på virkelig gode film nu. Det er virkelig svært at lave sådan én!"

Hvad skal du lave nu? Hvad ser du frem til?

"Lige nu er jeg freelance-illustrator og arbejder med blandt andet reklame, bøger og blade. Hvis den rigtige historie og det rigtige hold på et tidspunkt indfandt sig, ville jeg også meget gerne lave mere film. Og så ser jeg frem til filmens premiere. Jeg kan slet ikke vente med at finde ud af, hvad resten af verden synes om den. Jeg er meget spændt!"

Mads Weidner – "Parrot Away"

Parrot-Away-Mads-Weidner

Hvordan vil du beskrive din film?

"'Parrot Away' er en farverig, sjov og finurlig film, der omhandler den grimme papegøje Pierre, der prøver at finde sig til rette i en skønhedsfikseret piratverden. Det er Pierres rejse for at finde sig selv og for at acceptere og omfavne, at han er anderledes.
Det er en simpel og sjov fortælling med et stærkt design, som er inspireret af kunstnere som Ronald Searle, Ward Kimball og det tidligere produktionsselskab UPA (United Productions of America, red.). De fortolker verden på en humoristisk og grafisk måde, hvor formsproget er i centrum."

Hvordan vil du beskrive din stil?

"'Parrot Away' afspejler meget vel, hvad jeg står for. Både med historie, humor og design. Med filmen har mit fantastiske hold og jeg skabt en simpel og letfordøjelig verden, som giver historien frit spil. Vi prøver at fortælle meget historie på kort tid, så det var essentielt, at publikum hurtigt kunne leve sig ind i den."

Hvad finder du mest interessant ved animation?

"Jeg elsker animation, og det er et medie, hvor kun fantasien sætter grænser. Det, der fascinerer mig mest, er, at man med animation kan fortolke og behandle alle emner – både de lette og de tunge. Ved brug af forskellige virkemidler såsom design, humor, animation etc. kan et stærkt og vigtigt budskab viderebringes i en let og fordøjelig pakke, som kan formidles både til et yngre publikum og et ældre. Det er der, jeg føler, at animation skiller sig ud fra andre medier – hvilket er mega sejt!"

Hvad er det vigtigste, du har lært på The Animation Workshop?

"Jeg er virkelig glad for The Animation Workshop. Ud over at blive bedre til animationshåndværket lærer vi også om godt gruppearbejde, og hvordan vi kan bruge hinandens styrker og svagheder til at lave det bedst mulige produkt. Dét, der for mig personligt har været det vigtigste, er, at jeg blevet komfortabel i min rolle som instruktør og tør tage beslutninger og altid tro på mig selv og min lille mavefornemmelse – samtidig med at kunne være åben for andres idéer og forslag, så man kan lave det bedst mulige produkt."

Hvad skal du lave nu? Hvad ser du frem til?

"Nu skal jeg i gang med at videreudvikle mine idéer og forhåbentlig lave flere sjove animationsfilm. Jeg er meget spændt på, hvordan 'Parrot Away' vil klare sig ude i den store verden, men det kan kun tiden sige noget om."

Visninger af de syv afgangsfilm

Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København
Tid: 30/01 kl. 17.30
Billet: Køb/bestil online

Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København
Tid: 06/02 kl. 17:30
Billet: Køb/bestil online