Populær dokumentar-serie på nettet

En ny interaktiv dokumentar-serie på nettet er blevet rigtig populær: dagligt klikker over 1000 nysgerrige ind på seriens side på MySpace.com for at se nye afsnit om fire unge mennesker i dagens Danmark.
I DOXWISE Dagbog har instruktøren Michael Noer givet de fire hovedpersoner hvert et kamera, så de kan dokumentere deres dagligdag, bekymringer og tanker. I 4 uger har seriens fans kunnet følge 20-årige Sabrina fra København, som studerer på RUC og bor sammen med sin pigekæreste, 23-årige Esben fra København, som er bartender og trommeslager og gerne vil finde kærligheden, 18-årige Pierre fra Fredericia, som ryger for meget hash, men vil gøre alt for at stoppe, og 18-årige Amanda fra Amager, som bor sammen med sin mor, der har kræft. Serien fortsætter med fire nye afsnit hver uge indtil april.
Filosofien bag DOXWISE Dagbog er at lade unge møde hinanden i en form, der både er underholdende og tankevækkende. Serien produceres her og nu, så alt kan ske undervejs, og emnerne rummer derfor en høj grad af aktualitet og relevans. Seriens fans kan på websitet stille spørgsmål og kommentere dagens afsnit, og de medvirkende besvarer spørgsmålene i små 30-sekunders film.
Bag projektet står DOXWISE, ungdomsafdelingen i filmselskabet Copenhagen Bombay, i samarbejde med Myspace.com. DOXWISE Dagbog er blevet til på et initiativ fra Filmværkstedet på Det Danske Filminstitut, som også har støttet produktionen af serien.
DOXWISE Dagbog www.myspace.com/doxwise
For yderligere oplysninger:Det Danske FilminstitutPrami Larsen, 3374 3484, pramil@dfi.dk