Premiere: Fodbold er Gud

Fodbold er bare underholdning, der hjælper drenge i alle aldre til at få søndagen til at gå. Forkert: Fodbold er kærlighed. Fodbold er religion. Fodbold er meningen med livet. En ny dokumentar undersøger den ekstreme fankult omkring Maradonas gamle klub, Boca Juniors.

Som optakt til VM i Sydafrika får Ole Bendtzens dokumentarfilm "Fodbold er Gud" tv-premiere på tirsdag på DR2 og i syv andre lande. FILMupdate har talt med instruktøren, der ville lave en fair skildring af den argentinske fodboldfeber.

"Jeg ville ikke udstille dem som fodboldtosser. Man kunne sagtens klippe filmen som et freakshow, men jeg ville gerne vise den kærlighed de har, og publikum skal se, hvor elskelige de er. Man skal holde af dem," forklarer Ole Bendtzen. "For disse mennesker er fodbold som religion. Det er fundamentet i deres tilværelse."

"Fodbold er Gud" har tre hovedpersoner med en fælles passion for Boca Juniors. Den unge og fattige Pablo kommer fast i "The Maradonian Church", hvor Guds første søn er udskiftet med en lille boldkunstner. Sportsjournalisten Hérnan har sine følelser bundet helt op på klubbens resultater, hvilket ofte fører til nervesammenbrud, og den 76-årige La Tia (spansk for "Tanten") ser alle spillerne som sin familie. Hun afleverer sine fødselsdagsgaver til dem personligt, og når hun skal væk herfra, vil hun have sin aske spredt bag det ene mål. Tilsammen udgør de et portræt af den argentinske fodboldsjæl.

Argentinas store opgør står mellem River Plate og Boca Juniors, bedre kendt som "El Superclásico", men det er ikke konflikten mellem fansene, der dominere filmen. "Der er allerede lavet mange film om hooligans og deres had til andre. Denne film skulle handle om kærlighed. Karakterernes følelser er ægte og hjertelige," fortæller Ole Bendtzen.

Som Hérnans psykolog forklarer i filmen: Uden modstandere ville Boca Juniors ikke være det samme. Uden River Plate ville der ikke være nogen Superclásico.

"Filmen skulle ikke bare handle om en enkelt kamp eller klub. Den skal også kunne ses og forstås i Danmark, Japan, Argentina, Algeriet eller Burkina Faso. Den handler om lidenskab."

Filmen er produceret af Anne Köhncke og Signe Byrge Sørensen for Final Cut med støtte fra Det Danske Filminstitut ved konsulent Michael Haslund-Christensen.

Tid: 8. juni kl. 21.25 og 12. juni kl. 16.15
Kanal: DR2

www.footballisgod.dk

Trailer