Premiere: Kærestesorger

Billede til artiklen Premiere: Kærestesorger
Fredag den 13. marts er der biografpremiere på Nils Malmros' tiende spillefilm "Kærestesorger". I filmen trækker instruktøren efter flere års pause igen på sit eget erindringsstof om ungdommen og de første oplevelser af den svære kærligheds mange skyggesider.

"Kærestesorger" er en kærligheds- og udviklingshistorie om Jonas og Agnete, som foregår over en tre-årig gymnasieperiode på Viborg Katedralskole i begyndelsen af 1960'erne.

Jonas og Agnete er på mange måder hinandens modsætninger, da de allerede i 1.g bliver kærester. Jonas er den charmerende dreng, der er vellidt af både kammerater og lærere, men som ikke er særlig arbejdsom i skolen. Agnete er derimod ambitiøs og begavet, men mangler modenhed i livets andre forhold og tynges af et anspændt forhold til sin familie.

Trods deres forskelle er de stærkt draget af hinanden - men det er ikke altid nok. Deres tid sammen fra 1. til 3.g tager dem igennem hele følelsesregisteret: fra forelskelse, jalousi, utroskab til kærestesorger. Omkring dem står vennerne Toke, Birger og Liselotte, som alle på den ene eller anden måde vikles ind i Jonas og Agnetes turbulente forhold.

I hovedrollerne som Jonas og Agnete ses debutanterne Thomas Ernst og Simone Tang. Filmen er optaget over en treårig periode, så filmens unge persongalleri udvikler og ændrer sig for øjnene af publikum. I rollerne som de voksne ses bl.a. Søren Pilmark, Kristian Halken, Ida Dwinger, Andrea Vagn-Jensen.

I forbindelse med filmens biografpremiere har Det Danske Filminstitut lavet undervisningsmateriale til filmen. Materialet henvender sig primært til grundskolens 7.-10. klasse, og det kan hentes gratis på Filminstituttets hjemmeside. Udover undervisningsinspiration til filmen indeholder materialet også en artikel om Nils Malmros' filmiske univers.

[Foto: Martin Dam Kristensen]


Leveret af Filmtrailer.com