Premiere på Christiania – Fristad i frigear

DOKUMENTAR. DR2 viser i aften kl. 20.30 første afsnit af Sami Saifs dokumentarserie om Fristaden.

I forsommeren 2011 blev der skrevet et nyt kapitel i danmarkshistorien. Efter næsten 40 års tovtrækkeri afleverede staten et salgstilbud til christianitterne med mulighed for at lade Fristadens beboere overtage det omstridte kaserneområde, Christiania, for den nette sum af 76,2 millioner kroner. Tilbuddet satte en lavine af ubesvarede spørgsmål i gang, for er det muligt at prissætte og sælge Christiania og den særlige ånd, som kendetegner Fristaden?

Sami Saif: Vi har prøvet at opløse de to fronter og se igennem opfattelsen af 'dem og os'

Filminstruktøren Sami Saif flyttede ind på Christiania og fulgte begivenhederne de følgende seks måneder. Han fulgte christianitternes interne diskussioner og deres forsøg på at forlige sig med de nye tider, for hvad er Christiania og hvem ejer Christiania? I seks afsnit portrætterer Sami Saif Christiania indefra.

"Med tv-serien om Christiania har vi prøvet at opløse de to fronter og se igennem opfattelsen af dem og os," fortæller Sami Saif i en pressemeddelelse. "I serien følger vi tre vidt forskellige personer, som har det tilfælles, at de bor på Christiania. Men når det så er sagt, er de tre i virkeligheden meget forskellige, for også bag Fristadens mure eksisterer mangfoldigheden."

Dokumentarenserien "Fristad i frigear" er produceret af R-Film i samarbejde med DR med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Første afsnit af "Fristad i frigear" sendes i aften på DR2 kl. 20.30.