Premiere på den Oscar-nominerede Precious

Den 7. marts skal de gyldne Oscar-statuetter uddeles. Filmen "Precious", der havde  premiere torsdag den 4. februar, er blevet nomineret til seks af slagsen.

Filmen om den stærkt overvægtige og mishandlede pige Precious, der vokser op uden kærlighed i Harlem, er nomineret i seks kategorier til Oscar-uddelingen. Disse kategorier omfatter bl.a. Bedste Film og Bedste Skuespillerinde. En af filmens producere er danskeren Asger Hussain, der er bosiddende i New York.

"Precious" distribueres af Miracle Film med importstøtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen kan i første omgang opleves i København, Århus, Aalborg og Odense.

Importstøtte

Det Danske Filminstitut støtter hvert år danske filmdistributørers import og lancering af 10-12 kunstnerisk værdifulde film, som sandsynligvis ellers ikke ville blive vist i danske biografer under normale markedsmæssige vilkår.

Flere af dette års Oscar-nominerede film har fået dansk biografdistribution med støtte fra DFI, bl.a tre ud af fem af filmene i kategorien Bedste Udenlandske Film: "The Milk of Sorrow", "Det hvide bånd" og "Profeten".