Premiere på Fædre og sønner

PREMIERE. Instruktør Andreas Dalsgaard opfordrer os til at tage familien med på eventyr i ny dokumentarfilm om filmmanden Michael Haslund-Christensen, der drager med sin far, tidligere hofmarskal Søren Haslund-Christensen, ud på en rejse i deres fælles fortid. 'Fædre og sønner' får premiere den 6. juni 2018.

Hovedpersonen i 'Fædre og sønner', Michael Haslund-Christensen, har ofte besøgt fjerne egne i sit eget arbejde som henholdsvis manuskriptforfatter, instruktør og producer på film som ’The wild east – portræt af en storbynomade’ (2002) og 'Ekspeditionen til verdens ende' (2013).

Premiere på 'Fædre og sønner'

Hvad: Dokumentaren 'Fædre og sønner'.

Hvornår: Onsdag 6. juni 2018.

Hvor: I 52 biografer landet over.

Eventyrlysten kommer imidlertid ikke fra fremmede: Michaels farfar Henning var berømt opdagelsesrejsende blandt stammer i Mongoliet, og måske, hvis rygtet taler sandt, britisk spion og våbensmugler i et magtspil mellem imperier. Denne spændende fortid kunne Michael godt tænke sig at lære mere om. Han vil også gerne tilbringe tid med sin far Søren, der lider af et skrantende helbred. Så han får lokket den tidligere hofmarskal med på en rejse tilbage i tiden til en historie om kærlighed og afsavn og et storslået spionplot, der involverer både farfar Henning og mægtige imperiers kamp om verdensherredømmet.

Skab oplevelser sammen!

Dokumentarfilmen er instrueret af Andreas Dalsgaard, manden bag den kritikerroste Syrien-dokumentar ’The War Show’, som tilbage i 2016 vandt hovedprisen på Venice Days samt bodilprisen for bedste dokumentar. 

Dalsgaard står også bag kameraet på filmen, som er klippet af Denniz Göl Bertelsen og produceret af Michael Haslunds for Haslund Film.

Ligesom sine hovedpersoner er Dalsgaard interesseret i eventyr og fremmede kulturer. Faktisk er ’Fædre og sønner’ hans første film, hvor han tager udgangspunkt i Danmark og danske hovedpersoner.

Som han fortæller Per Juul Carlsen i Filmland på P1, håber instruktøren at hovedpersonernes eventyrlystne sindelag og gåpåmod kan inspirere publikum til at trodse forhindringer og opsøge eventyret:

”Det er ikke mænd, der er så gode til at tale om følelser (…) Så for Michaels vedkommende var spørgsmålet: skal de sidde der på plejehjemmet og tale om hinandens følelser, eller skal de lave et projekt sammen? Hvad med at tage til Kina? Hvorfor ikke? Det handler også om ikke at se sygdommen som en begrænsning og alt det, man ikke kan. Livet er egentlig fyldt med muligheder og det er de ret gode til at gribe”.  

Hør interviewet med Andreas Dalsgaard i Filmland på P1.

Mere konkret tror han, at mange andre ville få noget godt ud af invitere deres forældre med på eventyr: ”Jeg håber, at når folk ser filmen, at de får lyst til at ringe til deres gamle far eller deres gamle mor og spørge dem, om de ikke skal skabe nogle oplevelser sammen”. 

Eventyret behøver måske ikke i første omgang at gå til Mongoliet. Man kan måske i stedet starte med en fælles tur i biografen til ’Fædre og sønner’, der får premiere 6. juni i biografer landet over. 

Filmen, som præsenteres af DOXBIO har modtaget konsulentstøtte fra Det Danske Filminstitut ved støttekonsulent Cecilia Lidin.