Premiere på Kidnappet

PREMIERE. Vibeke Musayas "Kidnappet" er en actionfilm for børn, der ikke kun vil underholde. Den vil gøre Afrikas slumby vedkommende for danske børn. Filmen har biopremiere landet over den 7. oktober.

Vibeke Musayas "Kidnappet" får biografpremiere den 7. oktober.

Filmen handler om den 12-årige Simon, der rejser med sin mor på ferie til Kenya, hvor han er født. Simon er egentlig mere interesseret i fodbold end i sit fødeland. Allerede på rejsens første dag går det galt. Simon forsvinder, da han i jagten på sin elskede fodbold havner midt i Kibera, Østafrikas største slumby. Da hans mor udlover en dusør for at få Simon tilbage, er han pludselig et jaget trofæ i et af verdens fattigste lande.

Tæt på slummen

Filmen forsøger at skildre slummen så virkelighedstro som mulig. Den er filmet on location i Nairobi, og forud for optagelserne gik en omfattende casting af slumbørn, til rollerne som Simons nye venner.

"Gennem Simon bliver Afrikas slumbørn vedkommende for danske børn " siger Vibeke Muasya, der har instrueret og skrevet manuskriptet til "Kidnappet". "Hans rejse sker derfor i selskab med Afrikas mest sårbare væsener: AIDS ramte, beskidte forældreløse børn fra Østafrikas største slumby Kibera, der tvinges ud i kriminalitet og misbrug for at overleve."

"Kidnappet" er Vibeke Musayas spillefilmsdebut. Simon Lougue Larsen debuterer som Simon, hvis forældre spilles af Connie Nielsen og Lars Mikkelsen.

Filmen er produceret af Karoline Leth og Vibeke Windeløv for SF film med støtte fra Det Danske Filminstitut.