Premiere på Månen over kirsebærtræerne

PREMIERE. Den japanske film "Månen over kirsebærtræerne" kan ses i biograferne fra den 28. april. Filmen har modtaget DFI-støtte til import af arthouse-film.

Sentaro driver en lille bagerbutik, hvor han dag ud og dag ind sælger den klassiske søde sag, dorayaki. Trods kagernes popularitet og de besøgendes smæsken er Sentaro dog ikke en glad mand. Sjældent har han et smil eller en venlig gestus i overskud, og livet synes lige så smagløst som den fabriksproducerede bønnemos, han fylder i sine kager.

Da han hyrer en ny medarbejder, tager livet i den lille bagerbutik dog en drejning. Skæbnen vil, at det er den ældre kvinde Tokue som med en sand kogekones snilde og kundskab vinder Sentaros opmærksomhed, og hun får pladsen. "Hvad fanden?", udbryder han forbløffet i den danske oversættelse. Aldrig har han smagt så velsmagende en dorayaki!

DFI-støtte til import af arthouse-film

Det Danske Filminstitut kan yde støtte til markedsføring og distribution samt versionering af importerede arthouse-film i Danmark.

Støtten ydes til importerede arthouse-film med markante og anerkendte kunstneriske kvaliteter, som vurderes ikke at kunne klare sig under normale markedsmæssige vilkår. Der kan endvidere ydes støtte til dansk versionering af importerede arthouse-film for børn og unge. Mindst 25 % af støttemidlerne reserveres til film, hvis markedsføring og distribution er rettet mod børn og unge.

Støtten ydes til spillefilm og dokumentarfilm i spillefilmlængde.

Formålet med støtteordningen er at sikre kunstnerisk kvalitet samt kulturel og geografisk diversitet og mangfoldighed i udbuddet af film, primært på det danske biografmarked, sekundært på andre distributionsplatforme.

Tokues besidder gudbenådede evner indenfor kogekunsten, og snart blomstrer bagerbutikken med meterlange køer og tunger, der slikker sig veltilfreds om munden. Men da gæsterne en dag opdager, at kagerne fremstilles af Tokues syge hænder, holder de sig væk, og snart må den gamle kvinde forlade butikken og lade sig indlægge på et sanatorium.

"Månen over kirsebærtræerne" er en malerisk fortælling om, hvordan livets små og store hårdknuder løsnes gennem fortrolighed og nærvær overfor vores medmennesker og omgivelser.

Filmen er instrueret af Naomi Kawase og åbnede programmet Un Certain Regard ved filmfestivalen i Cannes i 2015. Instruktøren har flere prisnominerede sanselige dramaer bag sig. 

maanen_over_kirsebaertraeer