Premiere på Skyskraber

PREMIERE. "Skyskraber" er et sort humoristisk filmdrama om ungdommelig forelskelse, mindreværd og storbydrømme. Rune Schjøtts debutfilm har premiere i dag.

I "Skyskraber" bor den 17-årige Jon i en lille isoleret flække. Han undertrykkes af sin far, hans eneste ven er en 9-årig dreng, og han er hemmeligt forelsket i købmandens smukke datter, den blinde Edith. Og så lider Jon af forhudsforsnævring. Da Edith pludselig tilbyder Jon sin mødom, må han lære, at ikke alle hans drømme er rene luftkasteller.

Instruktør Rune Schjøtt er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole og har tidligere instrueret kortfilmen "Pandasyndromet".

Omdrejningspunktet i "Skyskraber" er kønsmodningens overgangsrituelle mysterier placeret i et lettere surrealistisk univers: "Jeg kan godt se, at de arketypiske ting er der, men det er de konkrete ting, der i første omgang har interesseret mig. Jeg tager simpelthen de ting, jeg selv synes er de mest interessante, og blander dem. Alt det mærkelige, der sker, er i virkeligheden historien om teenageren, der vil prøve noget nyt og spændende. Det hele er mærkeligt, fordi det er nyt," fortæller Rune Schjøtt i et interview med Kim Skotte i FILM#71.

"Skyskraber" havde verdenspremiere på Berlin Festivalen i 2010 i ungdomsprogrammet Generation 14Plus.

I fremtrædende roller ses Lukas Schwarz Thorsteinsson, Marta Holm, Morten Suurballe, Lars Brygmann og Rikke Louise Andersson.

"Skyskraber" er produceret af Morten Kjems Juhl og Birgitte Skov for Fine & Mellow med støtte fra RÅFILM-puljen.

Læs interviewet med Rune Schjøtt i fuld længde (FILMupdate 15. februar 2011)

Anmeldelser

B.T. 4/6 stjerner
Berlingske 3/6 stjerner
Ekko 4/6 stjerner
Filmland 4/6 pile
Kristligt Dagblad 4/6 stjerner
MetroXpress 4/6 stjerner
Morgenavisen Jyllandsposten 2/6 stjerner
Politiken 5/6 hjerter

Tags: