Premierefilm den 6.-12. december

PREMIERE. Den kommende uge får tre film premiere i biografen og på tv. Ugen byder på Månedens Film i Cinemateket, dokumentar om en tvivlsom chokoladeindustri og en ny dokumentar fra Filmværkstedet.

I biografen

 

6. december: "A Simple Life"

I "A Simple Life" møder vi husholdersken Ah Tao, som har tjent den samme familie gennem 60 år. Da hendes helbred svigter, er sammenhængskraften væk – tilbage er kun den voksne ungkarl Roger, der kører karriereræs som filminstruktør. Roger beslutter sig for, at han vil tage hånd om hende, og således byttes deres roller ufrivilligt om.

"A Simple Life" er Månedens Film i Cinemateket. Den vises fra den 6.-16. december.

Trailer

 

På tv

 

9. december: "Lyssky chokolade"

Da instruktøren Miki Mistrati i 2010 afslørede intensiv brug af børnearbejde og trafficking i Elfenbenskystens kakaoproduktion, fik chokoladeindustrien travlt med at gøre utallige krumspring, der kunne komme problemerne til livs. Nu er Mistrati tilbage med dokumentaren "Lyssky chokolade", der efterforsker sandheden bag industriens tiltag.

"Lyssky chokolade" bliver vist på DR1 kl. 22.10. Filmen er lanceringsstøttet af Det Danske Filminstitut.

Trailer

 

12. december: "Dicte"

Instruktør Jesper Dalgaards nære ven, Simon på 23 år, står overfor et vendepunkt i sit liv - han skal være far efter et "one night stand". Først er Simon meget forvirret, men han ender med at få stærke følelser allerede ved det første møde med barnet. Dokumentaren er en personlig kærlighedshistorie om venskab, hengivenhed og overgangen fra ungdom til voksenliv.

"Dicte" bliver vist på DR HD kl. 22.55. Filmen er støttet af Filmværkstedet.