Priser i London og Warszawa

PRISER. Den polske spillefilm "Ida", der er blevet til med dansk koproduktionsstøtte, vandt i weekenden hovedprisen på både London Film Festival og Warszawas internationale filmfestival.

Pawel Pawlikowskis "Ida", der er koproduceret af Christian Falkenberg Husum og Sofie Wanting Hassing for danske Phoenix Film med koproduktionsstøtte fra det Danske Filminstitut, var vinder af hovedpriserne på London Film Festival og Warszawas internationale filmfestival.

"Ida" havde verdenspremiere i september på Toronto Film Festival, og den internationale kritikersammenslutning kastede allerede der sin kærlighed på filmen og belønnede den med kritikerprisen, den såkaldte FIPRESCI-pris.

"Ida" foregår i 1960'ernes Polen. Anna, en 18-årig novice forbereder sig på at blive nonne på det kloster, hvor hun har boet hele sit liv. Inden hun afgiver sit endelig løfte, opdager hun, at hendes biologiske forældre var jødiske og blev dræbt af katolske polakker under 2. Verdenskrig. Den erkendelse får hende til at søge tilbage i tiden.

Filmen har fået flotte anmeldelser i blandt andet The Hollywood Reporter, Screen Daily og The Guardian, og den er på nuværende tidspunkt solgt til 24 lande, deriblandt USA, Canada, Australien, Tyskland, England, Frankrig, Italien, Spanien og Argentina.

Læs mere i artiklen Tiltrukket af europæisk arthouse

 

Tags: