Prisfest for dansk film i Göteborg og Sundance

PRISER. Mads Brüggers 'Cold Case Hammarskjöld' og May el-Toukhys 'Dronningen' vandt hver en pris lørdag nat dansk tid på Sundance Filmfestivalen, og i Göteborg var der tredobbelt sejr til el-Toukhys roste drama med Trine Dyrholm i centrum.

Filmfestivalerne i Sundance og Göteborg takkede officielt af for i år med prisuddelinger lørdag, og blandt vinderne ved begge festivaler var Mads Brüggers 'Cold Case Hammarskjöld' og May el-Toukhys 'Dronningen'.

Bedste instruktion og publikumspris på Sundance

På den prominente amerikanske festival i Utah deltog 'Cold Case Hammarskjöld' i konkurrencen for internationale dokumentarer, og her vandt den prisen for bedste instruktion.

Filmen, der havde verdenspremiere på festivalen, fik en varm modtagelse af kritikerne og har affødt overskrifter i britiske og amerikanske aviser for de sensationelle opdagelser, som Mads Brügger og den svenske efterforsker Göran Björkdahl gør undervejs i dokumentaren, mens de forsøger at opklare FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds mystiske død i 1961.

Det er Brüggers tredje film i samme konkurrence. Første gang var i 2010 med ’Det røde kapel’, som vandt hovedprisen.

'Dronningen' havde verdenspremiere i Sundances konkurrence for internationale spillefilm og vandt her publikumsprisen. Også el-Toukhys drama har høstet begejstrede anmeldelser fra den internationale filmpresse – ikke mindst for Trine Dyrholms spil som hovedpersonen Anne, en succesfuld advokat, der sætter alt over styr ved at forføre sin 17-årige stedsøn. Sidste år var det Gustav Möllers 'Den skyldige', der løb med publikumsprisen i samme kategori.

Læs To danske film får flot modtagelse på Sundance Filmfestivalen

Holdet bag 'Dronningen' ved prisoverrækkelsen i Göteborg: Magnus Krepper, Gustav Lindh, May el-Toukhy, Trine Dyrholm, Caroline Blanco og René Ezra. Foto: Carla Orrego Veliz/Göteborg Filmfestival

Tre gange Drager til Dronningen

På Göteborg Filmfestivalen, der regnes for Nordens største, løb 'Dronningen' med hele tre Dragon Awards, som festivalens priser kaldes. Filmen vandt hovedprisen som bedste nordiske film, der ledsages af en pengesum på en million svenske kroner.

Juryen belønnede desuden Trine Dyrholm for bedste skuespil for hendes "kraftfulde" og "modige" hovedrollepræstation. Det er første gang, Göteborg Filmfestivalen uddeler prisen, som er kønsneutral og gives til en skuespiller i en af hovedkonkurrencens film.

Endelig modtog 'Dronningen' endnu engang publikums anerkendelse, da også Göteborg Filmfestivalens publikumspris gik til el-Toukhys drama.

Ud over Sundance og Göteborg Filmfestivalerne blev 'Dronningen' i den forgangne uge vist ved festivalen i Rotterdam.

Vinder af bedste nordiske dokumentarfilm i Göteborg blev Anna Eborn for filmen 'Transnistra', der er koproduceret af danske Adomeit Film. Skuespiller Mads Mikkelsen modtog festivalens hæderspris, Nordic Honorary Dragon Award, som blev overrakt den 31. januar.

Dansk film har været pænt repræsenteret i Sundance de seneste årtier. Se mere i oversigten over danske film på Sundance.

Se mere på sundance.org og goteborgfilmfestival.se.

Mere om filmene

'Cold Case Hammarskjöld' er skrevet af Mads Brügger og produceret af Peter Engel for Wingman Media. Der er dansk premiere den 7. februar.

'Dronningen' er skrevet af Maren Louise Käehne i samarbejde med May el-Toukhy. Ud over Trine Dyrholm medvirker blandt andet Gustav Lindh og Magnus Krepper. Filmen er produceret af Caroline Blanco og René Ezra for Nordisk Film og har dansk premiere den 28. marts i Biografklub Danmark.

Begge film er støttet af Det Danske Filminstitut.