Publikum vil se "Antichrist"

"Antichrist", der havde dansk premiere onsdag den 20. maj, har vakt interessen hos det danske filmpublikum.

Lars von Triers film er allerede efter de første fem dage set af 16.300 i Danmark, og filmen placerede sig i weekenden med 9.275 solgte billetter på en 4.-plads på top-10.

"Antichrist" er  ude i biograferne i 17 kopier, og på den baggrund er det er en flot start. Top-10-listens anden weekend-premiere "Nat på museet 2", der placerede sig på 2.-pladsen, solgte 23.750 billetter på 113 kopier.

Triers film, der efter Cannes Festivalen stort set er solgt til distribution i hele verden, fik italiensk premiere fredag den 22. maj, og næste fredag når den til Polen. I den efterfølgende weekend fortsætter den til Frankrig, Norge, Sverige og Finland, og i august og september er der premiere i Tyskland, Spanien, Rusland, og Brasilien.