Publikumspris til "Skynd dig hjem" i Paris

Laurits Munch-Petersen hjemtog søndag aften publikumsprisen på European Independent Film Festival for dokumentarfilmen "Skynd dig hjem". Filmen er støttet af Public Service Puljen som en del af TV 2-serien "Vores krig", der blev vist tidligere på året.

Fem danske instruktører fik samme opgave: Lav en rørende og engagerende kort tv-dokumentar om Danmarks involvering i krigen i Afghanistan, der fortæller den menneskelige historie om soldater og pårørende.

Resultatet blev vist i TV 2-serien "Vores krig" og gav en række gribende og nyskabende dokumentariske indblik i krigen og dens konsekvenser. Og søndag aften blev det præmieret, da instruktør Laurits Munch-Petersen modtog publikumsprisen på European Independent Film Festival for sit bidrag "Skynd dig hjem".

Om Public Service Puljen

Public Service Puljen er en del af Mediepolitisk aftale 2007-2010.

Puljen udgør i alt 92,5 mil. kr. og støtter udvikling og produktion af dansk tv-drama og -dokumentar.

Puljen prioriterer original og nyskabende tv-produktion med vægt på kvalitet, alsidighed og mangfoldighed.

Public Service Puljen forvaltes af Det Danske Filminstitut. Læs mere.

Filmen blander dokumentar og fiktion i en dynamisk fortælling om kvinderne Gitte og Susie, der sender deres mænd i krig. Kun den ene vender levende hjem, og man oplever på tætteste hold, at krigen og kampen ikke kun udkæmpes af mænd under fjerne himmelstrøg men i lige så høj grad af kvinderne hjemme i Danmark.

Laurits Munch-Petersen var selv i Paris med filmholdet for at deltage ved visningen og prisoverrækkelsen, og blev rørt over anerkendelsen: "Gitte, den ene af hovedpersonerne, er med hernede – og det har været en stærk oplevelse for os begge to at lave filmen. Så det var bevægende at opleve, hvordan publikum på tværs af kulturer og nationaliteter både forstod den og tog den til sig, som de gjorde".

"Skynd dig hjem" var også udtaget til officiel konkurrence på CPH:DOX i november 2009.

"Vores krig" er støttet af Public Service Puljen med 5,2 mio. kr. ud af et samlet budget på 7,7 mio. kr., og produceret af Fridthjof Film DOC for TV 2. Serien bestod desuden af "Drengen der ville i krig" af Anders Gustafsson, "Far, far krigsmand" af Mads Ellesøe, "Krigsminister" af Kasper Torsting og "Sorg" af Ole Bornedal. Filmene vil blive genudsendt på TV 2 og udkommer desuden samlet på DVD. Datoer for begge dele er endnu ukendte.

Læs mere om European Independent Film Festival på www.ecufilmfestival.com/.

Trailer: "Skynd dig hjem"