Realisme med turbo

PORTRÆT. Christian E. Christiansen har en karriere i både Hollywood og Danmark. Med "Lev stærkt", der har biografpremiere den 26. juni, vender han tilbage til sit danske udgangspunkt og til den rå realisme, som falder ham mest naturligt.

Med gyseren "The Roommate" (2011) blev Christian E. Christiansen den første danske instruktør med en Hollywoodfilm på toppen af den amerikanske hitliste.

"Mine mere personlige film har jeg lavet i Danmark." – Christian E. Christiansen

Sammen med Ole Bornedal står Christiansen dermed som den dansker, der har haft størst kommerciel succes i Hollywood nogensinde. Men i Danmark er han kendt for film af en ganske anderledes støbning – realistiske dramaer af næsten halvdokumentarisk art og med en stærk autenticitet i miljø og personskildring.

"I Danmark har vi instruktører som noget selvfølgeligt den kunstneriske frihed, som man skal kæmpe i årevis for at opnå i Hollywood," slår Christiansen fast.

"I USA har jeg haft en håndværksmæssig tilgang til arbejdet som instruktør, for andet har simpelthen ikke været muligt. Det var spændende at arbejde helt anderledes, end jeg har været vant til. Men mine mere personlige film har jeg lavet i Danmark."

Unge i farezonen

Det er unge i udkanten af det velregulerede danske samfund, som Christiansen især har fortalt om.

I sin nye film "Lev stærkt" fokuserer han på en gruppe fartgale bil-fanatikere, der arrangerer deres egen afskærmede form for væddeløbskørsel. Men der køres også vildt ræs gennem Københavns gader, og en sagesløs ung pige rammes og omkommer.

Den unge bilmekaniker Martin dømmes for uagtsomt manddrab, mens hans konkurrent i den dødbringende racer-kørsel, Nikolaj, går fri. Nikolaj er Martins bedste ven, men hvor langt vil han gå for at hjælpe vennen ud af hans krise, der er både økonomisk og psykisk? For efter ulykken er Martin en mand i opløsning.

Filmen starter med en tilsyneladende meget solidarisk og indforstået skildring af det overflade-smarte og rapkæftede racer-miljø.

"Det er vigtigt for mig at kommunikere den beruselse og forførelseskraft, der kan være ved farten og de hurtige biler. Man skal kunne mærke adrenalinen," siger Christiansen.           

"Også fordi jeg nødigt vil være pegefinger-moraliserende … For at man skal kunne føle konsekvenserne af gruppens handlinger stærkt nok, må der være en grundliggende empati. For det er jo konsekvenserne, der først og fremmest interesserer mig, selv om der også er mange scener, hvor de kører ræs som i en actionfilm."

Skuespillerne i centrum

Christian E. Christiansen har en særlig evne til at ramme tonen i et specifikt ungdomsmiljø helt rent.

Man så det allerede i hans roste debutfilm "Råzone" (2006), hvor han uden filter skildrede teenagepiger i ekstrem voldelig konflikt. Pigerne er en slags forstadsgangstere i manisk udfoldelse, som i en lowbudget Scorsese-film.

"Mine manuskriptet er for så vidt skrevet som de fleste andre manuskripter," siger Christiansen om sin arbejdsmetode, "men skuespillerne får råderum til improvisation. Allerede når jeg caster, skal de vise, om de har en fornemmelse for deres figur – ikke ved at spille scener fra manuskriptet, men ved selv at improvisere situationer frem, som jeg ansporer dem til."

"Under optagelserne opbygger jeg helt og fuldt scenerne med skuespillerne, og først derefter kommer fotografen ind med sit håndholdte, bevægelige kamera. Ofte gælder det om at lege tingene frem, for eksempel hvis der skal ske noget morsomt. Det er svært at skrive ned på forhånd."

I "Lev stærkt" introducerer Christiansen det unge kvindelige talent, Danica Curcic, der her ses i sin første filmhovedrolle som den dømte mekaniker Martins drømmepige, som vennen Nikolaj forelsker sig i. En genganger fra debutfilmen "Råzone" er Cyron Melville som Nikolaj, og i rollen som Martin ses Jakob Oftebro.

Forkærlighed for realisme

Flere af de talentfulde unge skuespillerinder, som Christian E. Christiansen arbejdede med i "Råzone", genfinder man i hans anden spillefilm, "Dig og mig" (2008), der baserer sig på hans Oscarnominerede novellefilm "Om natten" (2007).

Begge film handler om tre unge alvorligt kræftsyge kvinder på et hospital omkring jule- og nytårstid. Med sine 40 minutter koncentrerer novellefilmen sig i fortættet form om de syge pigers situation på hospitalet, mens spillefilmudgaven breder historien ud i flashbacks.

"Novellefilmen havde størst virkning, synes jeg, blandt andet fordi den fik publikum til at digte med på de tre pige-skæbner," fortæller Christiansen.

Med "Lev stærkt", som er instruktørens syvende spillefilm, vender han tilbage til den rå realisme, han dyrkede i sin debutfilm for otte år siden, og som virker som hans mest personlige udtryksform.

"Ja, jeg har forsøgt mig i lidt forskellige retninger siden da," siger han, "men realismen falder mig nok mest naturligt. Jeg kan lide mange slags film, når jeg går i biografen, men for eksempel engelske realisme-film som Andrea Arnolds 'Fish Tank' og Ken Loach' 'Sweet Sixteen' griber mig særligt."

"Nu har jeg planer om at blande den rå realistiske stil med den mere klassiske genrefilm. Nogle af mine ideer bliver udviklet til dansk film, andre mere mainstreamprægede ideer til engelsksprogede film," siger instruktøren, hvis anden Hollywoodfilm "Where the Devil Hides" forventes at få premiere senere på året.

"Lev stærkt", der havde verdenspremiere på Rotterdam Film Festival i januar, er produceret af Louise Vesth, Senia Dremstrup og Jakob Balslev for Zentropa. Filmen har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut.

Tags: