Producer Signe Byrge Sørensen fra Final Cut for Real er optaget af at forstå baggrunden for verdens konflikter og ondskab. Interessen afspejler sig tydeligt i hendes dokumentarfilmproduktioner: Joshua Oppenheimers 'The Act of Killing' og 'The Look of Silence’ undersøger, hvordan folkemordet i Indonesien i 1965-66 har påvirket både bødler og ofre. Niels Giversens 'Angrebet – Omars vej til Krudtønden' dykker ned i Omar el-Husseins baggrund for at begå terrorangreb i København i 2015. I Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moragas 'Undertrykkelsens sang' forholder tilbageværende beboere i en religiøs koloni i Chile sig til dens voldelige fortid.
Camilla Nielssons 'Præsidenten', der har premiere på årets CPH:DOX, følger det konfliktfyldte valg i Zimbabwe i 2018. Og i den ligeledes CPH:DOX-aktuelle 'Frihed, håb og andre synder', instrueret af den syriske instruktør Rami Farah med Signe Byrge som medinstruktør, genforenes tre syriske borgerjournalister på en teaterscene i Paris for at se og reflektere over optagelser fra den syriske revolutions tidlige år.
Fælles for de nævnte film er en særlig holdningsmæssig og metodisk tilgang til konfliktstoffet og de politisk motiverede grusomheder. Forståelse og forsoning er i højsædet, og tonen er ikke hidsig og fordømmende, men eftertænksom, rolig, undersøgende og bevidsthedsudvidende. Der levnes stort rum til publikums egen refleksion.
"Jeg er nysgerrig på, hvad konflikter gør ved mennesker, og hvad der skaber konflikter i et samfund. Men også på, hvordan de kan heles," siger Signe Byrge Sørensen.
"Og så er jeg nysgerrig på, hvordan man filmisk kan arbejde med disse problematikker på en måde, hvor man får nye aspekter frem. Det gjorde vi fx med 'The Act of Killing' gennem Josh' metode, som vi har kaldt 'documentary of imagination', fordi han ved at lade karaktererne indspille deres oplevelser i forskellige genrefilm 'fremkalder' billeder af deres forestillinger."
Metoden i 'Frihed, håb og andre synder' er mere simpel?
"Ja, det er bare fire mand på en scene. Men vi prøver mediet af på en anderledes måde ved at undersøge, hvad levende billeder kan, når vi bringer arkivoptagelser ind i et nyt rum, hvor vi skaber plads til refleksion både i ord, billeder og lyd. Det filmiske element opstår i samtalen mellem de medvirkende og deres reaktioner på det materiale, som Rami viser dem. Og i den måde, som deres oplevelse på scenen og vores oplevelse som publikum udvikler sig over tid."
Hvordan udviklede I metoden?
"Baggrunden er, at de tre borgerjournalister, Yadan, Odai og Rani ret spontant begynde at filme opstanden i byen Daraa i Syrien, som var det første sted i Syrien, der havde demonstrationer. Efterhånden organiserede de sig i et mediekollektiv, som samlede alt materialet. Da Yadan flygtede ud af Syrien i 2012, havde han en harddisk med materialet med, som han gav til Rami, filmens instruktør, med en drøm om at få verdens opmærksomhed på konflikten.
Jeg blev introduceret til Rami og hans producer Lyana gennem International Media Support på IDFA i 2015. De kom til København og viste nogle af de mange klip fra materialet til klipper Janus Billeskov Jansen og mig. Det var svært at forstå, fordi optagelserne var kaotiske og ikke var oversat. Derfor forklarede Rami og Lyana os konteksten for scenerne. I den samtale blev det tydeligt for os, at hvis det skulle blive til en film, der også kunne tale til et publikum uden for Syrien, var det nødvendigt at inddrage deres forforståelse af klippene, så konteksten kom med.
Efter at have brugt flere år på at analysere og organisere materialet afprøvede vi filmens koncept med at samle de tre aktivister for at få dem til reflektere over materialet. Det lykkedes endelig at samle dem i Paris, hvor vi optog i seks dage og simpelthen gennemgik det materiale, man ser i filmen."
Vidste de tre medvirkende, hvad de kom til at se?
"Nej, de vidste kun, at det hovedsageligt var baseret på deres eget materiale fra Daraa. Vi ville gerne fange deres reaktion i øjeblikket, men også eksperimentere med, om det kunne lade sig gøre at skabe et Syrien uden for Syrien: et sted, hvor de kunne tale om deres oplevelser på sikker afstand, men på den anden side en oplevelse af, at man nærmest kan gå ind i lærredet og føle, at man er i Syrien. Vi forsøgte at lege med mediet på en måde, hvor man kan bevæge sig frem og tilbage i tid og sted."
Lykkedes det eksperiment?
"Ja, vi syntes faktisk, at det skete i øjeblikke i filmen. Og en anden ting, som vi ikke havde forudset i samme grad, var den måde de passede på og støttede op om hinanden, når de blev berørte. Det giver filmen en menneskelig kvalitet, som er vigtig for at forstå, hvad de har været igennem, og hvad de stadigvæk går igennem, fordi krigen i Syrien stadig foregår. Derfor er det også vigtigt for dem at minde verden om, hvordan konflikten startede."
Både den her film og flere af dine tidligere produktioner skildrer nogle meget voldsomme begivenheder, men i en afdæmpet og underspillet form. Hvorfor?
"Man behøver ikke råbe højt for at formidle vigtige historier. Det kan være intenst på en anden måde. Formen giver en kontrast til de voldsomme begivenheder, filmene skildrer."
Hvor bliver vreden af?
"Den synes jeg er indbygget i materialet. Men det er ikke en vrede, der vil støde publikum væk, men snarere end vrede eller sorg, der vil deles med et publikum."
Hvorfor er du optaget af at forstå ondskab?
"Hvis vi kan forstå, hvad der skaber ondskab, kan vi måske også gøre noget for, at den form for handlinger får mindre plads. Hvis vi ignorerer det, får det mere styrke."
Kunne man ikke også argumentere for, at det, man tildeler opmærksomhed, giver man styrke? Og at de mennesker, der har udført forfærdelige handlinger ikke har fortjent at blive forstået og menneskeliggjort?
"Pointen er, at den ondskab, som jeg interesserer mig for, netop er udført af mennesker. Derfor mener jeg også, at man er nødt til at forstå, hvad der driver mennesker. Ondskab er ikke et individuelt spørgsmål, det er et samfundsmæssigt fænomen. Jeg tror, at ondskab findes i os alle sammen som en del af det menneskelige. Derfor bliver vi nødt til at forholde os til ondskaben og sørge for, at de elementer i os ikke får overtaget i vores samfund.
Efter min bedste overbevisning er det farligt at have en forestilling om, at når noget går galt i et samfund, kan man udradere en bestemt gruppe, som har skylden. Historien viser, at der blot vil gå noget nyt galt, og så kan vi fjerne en ny gruppe mennesker. På den måde kan vi stille og roligt decimere befolkningen. Men vi roder rundt i et samfund, der altid vil have problemer, fordi det ganske enkelt er svært at få store grupper mennesker til at fungere sammen. Derfor er vi nødt til at forstå, hvordan ondskab opstår i et samfund og acceptere, at der vil være uenighed og konflikter og lære at løse dem uden vold."
Er du kommet frem til et svar?
"Nej, for det er en problematik, som både er universel og lokal. Der er forskellige problematikker på spil i Syrien, Zimbabwe, Danmark og Indonesien, så historien er ikke fortalt med en enkelt film. Det er et stort emne, som jeg gerne vil arbejde videre med."
'Frihed, håb og andre synder' har premiere på doxonline.dk lørdag d. 24 april kl. 16.30.
