Rekonstruktion af et folkemord

CPH:DOX. Åbningsfilmen på CPH:DOX "The Act of Killing" skildrer folkemordet i Indonesien i 1965-66 og har vakt røre i både Indonesien og den vestlige verden. Filmen har gerningsmændene som hovedkarakterer. "Hvis man skal forstå, hvad folkemord er skabt af, er vi nødt til at finde ud af, hvad der driver gerningsmændene," siger filmens danske producer Signe Byrge.

Produceren Signe Byrge var til seminar på CPH:DOX i 2007, da en sekvens fra et work-in-progress dokumentarprojekt fik hende til at spærre øjnene op: To gerningsmænd i det indonesiske folkemord i 1965-66 opfører en scene ved en flod i et landområde uden for Medan. Den ene spiller offer, den anden bøddel. Og den ene trækker den anden ned til floden og viser, hvordan han på lige præcis det her sted huggede hovederne af kommunister, etniske kinesere og intellektuelle og kylede dem i vandet. Derefter beder han lydmanden tage et billede, hvor de to forbrydere står og gør v-tegn.

"Historien om, at kommunisterne var onde, og at det var godt, at de blev slået ihjel, har kørt fuldstændig umodsagt. I vores del af verden var det også gode nyheder i midt-60'erne, mens Vietnamkrigen rullede."

"Scenen provokerede mig voldsomt. Den var meget bestialsk samtidig med, at gerningsmanden tydeligvis var stolt af det, han havde gjort. Jeg blev ekstremt nysgerrig efter at høre hele historien. Efter at få at vide, hvad det var for nogle mennesker, der havde lavet optagelserne, og hvordan de havde fået gerningsmændene til at fortælle så åbent," fortæller Signe Byrge.

CPH:DOX åbningsgalla

"The Act of Killing" bliver vist første gang til åbningsgalla på CPH:DOX  den 30. oktober kl. 19.30 i Koncerthuset i DR Byen. Se tider for de øvrige visninger på CPH:DOX' hjemmeside. Filmen har efterfølgende DOX:BIO-premiere den 7. november i hele landet.

Internationale reaktioner

"The Act Of Killing is shocking. It grips the audience with incredible force, especially Indonesians, forcing us to wake from a nightmare that we have lived for so long that we have become accustomed to it, and have accepted it as a reality. Watching this film is a wakeup call." Rainny Drupadi, Kompas (Indonesia)

"On top of a mountain of corpses, our fellow countrymen rolled out a red carpet for the growth of gangster capitalism and political Islam. In documenting this, The Act of Killing exposes the hypocrisy at the heart of this country’s notions of 'patriotism' and 'justice'. The film achieves all this thanks to the director’s genius and audacious choice of filmmaking method."
Ariel Heryanto, Tempo Magazine (Indonesia)

"I have not seen a film as powerful, surreal, and frightening in at least a decade … unprecedented in the history of cinema." Director Werner Herzog

"Like all great documentaries, The Act of Killing demands another way of looking at reality. It starts as a dreamscape, an attempt to allow the perpetrators to reenact what they did, and then something truly amazing happens. The dream dissolves into nightmare and then into bitter reality. An amazing and impressive film." Director Errol Morris

"It's often said of documentaries that they deserve to have as wide an audience as possible. This doesn't deserve; it demands – not for what it says about present-day Indonesia or even about its former horrors. But because almost every frame is astonishing." Catherine Shoard, The Guardian

"A surreal, chilling and unprecedented examination of atrocity and accountability, it’s difficult to think of another documentary – or piece of media – that so thoroughly captures a mass murderer’s conscience – as well as charting its evolution." Anthony Kaufman, Screen Daily.

"By humanizing psychopathic behavior, The Act of Killing is unparalleled in its unsettling perspective on the dementias associated with dictatorial extremes." Eric Kohn, IndieWire

"It seems safe to assume no other will prove more provocative this year. ... In an astonishing twist on past doc models, Oppenheimer invites the perpetrators to tell their own story, resulting in a chilling first-person account of evil." Peter Debruge, Variety

Den danske producer gik straks hjem og ringede til filmens ene instruktør, amerikanske Joshua Oppenheimer, som var på optagelse i Indonesien, og spurgte, om han mon havde brug for en producer?

Og jo. Faktisk kunne han godt bruge professionel assistance til at strukturere og finansiere sin ambitiøse dokumentarfilm om det indonesiske folkemord. Oppenheimer og resten af det daværende instruktørkollektiv, stod med tusind timers optagelser og et kæmpe arkiv af materiale, der kortlagde, hvad der var foregået i landet. Og Oppenheimer følte, at han kun lige havde kradset i overfladen.

Signe Byrge_Robin Skjoldborg
Signe Byrge Sørensen. Foto: Robin Skjoldborg

Vigtigt at have et udsyn

I filmen udfordrer Oppenheimer de tidligere ledere af dødspatruljerne, der i dag bliver fejret som helte, til at dramatisere deres rolle i folkemordet. Vi ser disse forbrydere iscenesætte drabene som filmscener, inspireret af amerikanske gangsterfilm. Vi ser dem selv spille rollerne, og vi overværer deres reaktioner, da de efterfølgende ser scenerne. I den forstand er "The Act of Killing" typisk for de film, Signe Byrges drages mod, intellektuelle og politiske dokumentarfilm med internationalt islæt. Film med holdning. Film, der provokerer, eksperimenterer med filmsproget og indholdsmæssigt kræver noget af sit publikum både intellektuelt og følelsesmæssigt.

"Josh havde en helt klar vision, æstetisk, politisk og indholdsmæssigt, og han var i fuld gang med udvikle filmen, da jeg kom til. Dengang var den et mere snævert akademisk projekt, så min rolle blev først og fremmest at finde en form på filmen, så den kunne nå et stort publikum", fortæller Signe Byrge.

Signe Byrge har læst internationale udviklingsstudier og kommunikation på RUC og har en fortid i produktionsselskabet SPOR Media, der har fokus på kultur- og samfundsforhold i tredjeverdenslande. Det betyder ikke, at hun siger ja til hvad som helst, "der handler om Afrika", men hun medgiver, at internationale projekter trækker.

"Det er vigtigt at have et udsyn. Jeg interesserer mig for at formidle politiske problematikker rundt omkring i verden til et vestligt publikum," siger hun.

3_TAOK_CAR_anonymous
Foto: Anonymous

To forståelser af historien

Et er at interessere sig for verden. Noget andet er at gøre sig til talerør for massemordere. Hvorfor skal de til orde?

"Det har aldrig været Josh' eller min intention at lave en film, der gav gerningsmændene fri taletid. Men hvis man skal forstå, hvad folkemord er skabt af og forebygge, at det finder sted igen, er vi nødt til at finde ud af, hvad der driver gerningsmændene. Ved at lade gerningsmænd fortælle og opføre scener med deres version af, hvad der skete, dokumenterer Josh, hvordan gerningsmændene tænker," siger Signe Byrge.

Gerningsmændene forekommer i store dele af filmen fuldstændig forskruede og skruppelløse, når de ikke alene praler af deres medvirken i et brutalt folkemord, men også demonstrerer den mest effektive teknik til at kvæle en person med en ståltrådswire. Hvordan har instruktøren fået dem til så åbent at fortælle om deres handlinger?

"Josh havde opbygget en meget god relation til de her mennesker. Han har lyttet til dem uden at være fordømmende. Når jeg var med på optagelser, koncentrerede jeg mig også om at være åben og til stede og vente med at forholde mig til mine egne følelser, til jeg kom hjem. Jeg er sikker på, at en af Anwars grunde til at medvirke er, at han får mulighed for at tale om sine mareridt. Det har han haft brug for, for det påvirker et menneske at slå ihjel, og pointen er netop, at det er mennesker, ikke monstre, der har begået disse handlinger," siger Signe Byrge.

"Det interessante er, at i en indonesisk kontekst kan du sige fuldstændig straight, at du gerne vil fortælle historien om, hvad der skete i 1965-66. Det er bare en historie, der bliver forstået på to forskellige måder."

The Act of Killing
"The Act of Killing". Framegrab

Indonesien har aldrig gjort op med sin blodige fortid. Efter 1966 blev landet styret af et militærregime i 31 år, der ikke havde nogen interesse i, at de mennesker, der hjalp regimet til magten blev anklaget for mord.

"Vinderne skriver lovene, og de skriver også historien. Og historien om, at kommunisterne var onde, og at det var godt, at de blev slået ihjel, har kørt fuldstændig umodsagt. I vores del af verden var det også gode nyheder i midt-60'erne, mens Vietnamkrigen rullede: Her var et land i Asien, som fiksede kommunisterne, uden at vi andre behøvede at blande os," siger Signe Byrge.

Håb for fremtidens Indonesien

Hun glæder sig over, at filmen i USA har skabt debat om Guantanamo, tortur og straffrihed. Og især over de stærke reaktioner i Indonesien. Magasinet Tempo har produceret et særnummer om folkemordet, og filmen bliver heftigt diskuteret i den indonesiske presse. Den nationale kommission for menneskerettigheder har udgivet en rapport om 1965-66, som kommissionen har arbejdet på i fire år, men som hidtil er blevet ignoreret af regeringen. Signe Byrge håber, at dette nu vil ændre sig.

"Vi håber, at filmen kan bruges som katalysator for en sandheds- og forsoningsproces. At man kan diskutere det åbent, og diskursen i det hele taget bliver anderledes, så folkemordet ikke er noget, man praler af. Og så håber vi, det sker fredeligt."

"The Act of Killing" er instrueret af Joshua Oppenheimer og produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real ApS med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Dette er en dansk version af en artikel i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM#76, som udkommer i november 2012.