Rekordår for Filminstituttets streamingtjenester

STREAMING. I det coronaplagede annus horribilis 2020 blev streamingtjenester og digital kulturarv et tilflugts- og samlingssted. Brugen af Filminstituttets streamingtilbud med stumfilm, historiske dokumentarfilm, børnefilm og film til undervisningen har aldrig været større.

I december 2020 fremhævede Filminstituttets direktør Claus Ladegaard med udgangspunkt i brugernes stigende engagement i kommentartrådene på husets streamingsites, hvordan kulturarv kan skabe nærhed i en tid, der ellers er præget af isolation og afstand.

Tendensen til at vi opsøger filmmediet, vores kultur og historie i denne krisetid afspejles også i besøgsstatistikken for 2020, hvor både antallet af filmvisninger, sidevisninger og brugere af Filminstituttets streamingtjenester er steget markant.

Danmark på film havde 79% flere brugere

Filminstituttets streamingsite med historiske dokumentarfilm, 'Danmark på film', blev i årets løb udvidet med 334 nye film, så det nu indeholder i alt 1822 film. Det benyttede mere end 550.000 brugere sig af i 2020, hvilket var en stigning på 79% fra 2019.

Brugerne streamede over 677.000 film og klip – en stigning på 49% fra året før – og de bladrede sig igennem mere end 1,7 mio. sider, f.eks. populære temasider som 'Epidemier i Danmark', 'De omvæltende år i Dronningens liv' og 'Befrielsen på film'.

Stumfilm.dk kom godt fra start

Filminstituttets storstilede filmarkæologiske projekt med at digitalisere og formidle hele Danmarks stumfilmarv åbnede for offentligheden i november 2019, og i marts 2020 modtog Filminstituttet en Sær-Bodil for arbejdet.

I alt vil mere end 400 stumfilm blive restaureret, digitaliseret og gjort tilgængelige på Stumfilm.dk. Ved udgangen af 2020 rummede sitet 102 film (i skrivende stund er der 105 film), der i årets løb blev samlet og formidlet i temaer som 'Forbrydelse og straf' og 'Asta Nielsen'. Der blev streamet knap 31.000 film af brugere fra hele verden.

Filmcentralen / Undervisning havde 44% flere streams

Filminstituttets undervisningsplatform 'Filmcentralen / Undervisning' nåede i 2020 et nyt højdepunkt med knap 1,2 mio. streamede film og godt 1,3 mio. sidevisninger af undervisningsmaterialer – en stigning på hhv. 44% og 13%. Filmcentralen fik også flere skoler i brugerkredsen, så det nu er 90% af landets skoler, der har abonnement.

'Filmcentralen / Undervisning' har bl.a. sat kortfilm på skemaet i sprogfagene i grundskolen. I samarbejde med FILM-X har Filmcentralen desuden lanceret et stort tema om FN’s verdensmål, 'Krig konflikt og kammerater', og dykket ned i filmarkivets kuriøse filmskat i gymnasiematerialet 'Politisk ukorrekte film'.

Filmcentralen / For de yngste blev udvidet

Filminstituttets mediepædagogiske app for børn på 3-6 år i dagtilbud, 'Filmcentralen / For de yngste', blev i 2020 udvidet med meget nyt indhold. Appen rummer nu 378 film fra hele verden, 86 forslag til aktiviteter for børnene med udgangspunkt i film og 29 temaforløb. Temadelen blev over året tilført tre nye forløb om børns sprogudvikling med udgangspunkt i film, som er velegnede til at motivere børn og fremme deres ordforråd og sprogforståelse. Appen blev i 2020 downloadet 61% flere gange end året før og er nu downloadet til 6360 iPads i dagtilbud landet over.