Rekordhøj søgning til Spilordningen

SPIL. Årets første ansøgningsrunde til Spilordningen er overstået, og hele 48 projekter har søgt om i alt knap 30 mio. kr. til udvikling og produktion af spil. Interessen afspejler branchens forhåbninger om flere tilskudsmidler, siger redaktør Simon Løvind.

Ved udgangen af januar sluttede årets første af tre ansøgningsrunder til Spilordningen med en tilslutning, der ikke er set højere siden 2017. Redaktionen modtog ansøgninger til 48 projekter, der søgte om i alt 28,5 mio. kr.

Den megen snak om et nyt Spilinstitut har nok givet ekstra opmærksomhed omkring Spilordningen og måske også en forventning om, at der er flere penge

- Simon Løvind, redaktør på Spilordningen

Beløbet skal ses i forhold til Spilordningens tilskudsramme på 15 mio. kr. om året, der gør det muligt at støtte med ca. 5 mio. per ansøgningsrunde. Så selvom branchens interesse er positiv, bunder den ifølge Spilordningens redaktør Simon Løvind nok også i stigende forhåbninger til dansk spilstøtte:

Kontakt

Simon Løvind
Redaktør
Tlf. +45 2537 0002
simonl@dfi.dk

"Der er formentlig to grunde til at vi ser den store søgning: Den ene er, at det for tiden er svært at finde finansiering i publisher- og investormiljøet, hvilket generelt presser spilselskaberne.

Den anden grund er nok, at den megen snak om et nyt Spilinstitut har givet ekstra opmærksomhed omkring Spilordningen og måske også en forventning om, at der er flere penge. Det er der desværre ikke. Den nye Filmaftale har ikke udvidet men fastholdt tilskudsmidlerne samme sted som de sidste 5 år, dvs. 15 mio. kr. om året. Dermed tilbagestår stadig overvejelsen om, hvor mange tilskudsmidler der skal til at løfte Spilordningens opgave i fremtiden."

Læs mere om Spilordningen