Rekordmange elever bruger biografen som klasselokale

Over 260.000 elever har i år deltaget i Det Danske Filminstituts skolebioordning. Med Skolen i Biografen præsenterer nu 11. sæson med nye film og gratis undervisningsmaterialer.

Det Danske Filminstituts skolebioordning Med Skolen i Biografen har eksisteret i 10 år og kan fejre det med et rekordstort antal tilskuere. Over 260.000 elever deltog i skoleåret 2009-10 i ordningen og fik store filmoplevelser, som de har arbejdet videre med i skolen.

De kendte danske film trækker stærkt, men også de mere smalle udenlandske film sælger mange billetter – ofte langt flere end i deres almindelige biografliv. Årets mest sete film blev den naturskønne franske film "Pigen og ræven", der blev set af mere end 26.000 elever, eller dobbelt så mange som da den gik i biograferne, mens holocaust-filmen "Drengen i den stribede pyjamas" blev set af ca. 13.000 elever, hele fire gange så mange tilskuere, som da den officielt var på plakaten. Takket være Med Skolen i Biografen får mange film både et større publikum og et længere liv.

Med Skolen i Biografen

Med Skolen i Biografen er en skolebioordning, hvor filmkunst møder undervisning. Projektet er et samarbejde mellem Det Danske Filminstitut, Centre for Undervisningsmidler, filmudlejere, biografer og kommuner i Danmark, og ambitionen er at give skolen mulighed for at anvende biografen som klasselokale og kvalificere filmundervisningen i skolen.

Hver sæson præsenterer Med Skolen i Biografen et program, der består af over 30 undervisningsegnede film til elever fra børnehaveklassen til gymnasiet og de øvrige ungdomsuddannelser. På Det Danske Filminstituts hjemmeside kan lærerne gratis downloade undervisningsmateriale til hver enkelt film.

Nye film og undervisningsmaterialer

Diversitet er nøgleordet i et program, der spænder vidt fra den amerikanske independent Oscar-vinder "Precious" over den engelske naturdokumentar "Earth" til den klassiske fortælling om venskabet mellem hund og dreng i den danske familiefilm "Storm". Der er så forskellige animationsfilm som de amerikanske "Coraline" og "OP" og den japanske "Ponyo på klippen ved havet". For ikke at glemme den spanske "Kujoner", den italienske "Libero" og den canadiske film "Det er ikke mig… jeg sværger!" som vandt publikumsprisen på CPH PIX-festivalen 2009.

80 % af landets kommuner investerer i fremtidens biografgængere

Jacob Breuning, leder af skolebioordningen på Det Danske Filminstitut, glæder sig over den store tilslutning: "Trods besparelser har mange af landets kommuner fortsat prioriteret at støtte ordningen og derved investere i fremtidens biografgængere – og i fremtidens kritiske og bevidste mediebrugere."

Der vil være filmvisninger i Med Skolen i Biografen i ca. 80 % af landets kommuner i det kommende skoleår. Bookingen til 2010-11-sæsonen er åbnet flere steder, og der er allerede booket mere end 80.000 billetter.

Med skolen i Biografen fortsætter også det fine samarbejde med Salaam Filmfestival og tilbyder udvalgte arrangementer, hvor unge flerkulturelle oplægsholdere optræder med personlige vinkler på filmene.

Årets film og programmer kan ses på www.dfi.dk/msib, hvor der også ligger gratis undervisningsmaterialer til samtlige filmtitler.