Roos Pris til utro dokumentarist

PRIS. Instruktør Michael Noer er årets modtager af Roos Prisen, Det Danske Filminstituts dokumentarfilmpris på 25.000 kr.

Michael Noer, der fik overrakt Roos Prisen lørdag den 25. august, har givet dansk dokumentar et filmisk boost og trukket fiktion i en forfriskende retning, lyder det fra priskomiteen. Ganske vist arbejder Michael Noer i disse år mest med fiktion. Han spillefilmdebuterede i 2010 med det prisvindende fængselsdrama "R" lavet i samarbejde med Tobias Lindholm, og Noers næste projekt er også en spillefilm med titlen "Nordvest".

På trods af sit sidespring til spillefilm har juryen ment, at Michael Noer er en værdig modtager af Roos Prisen, der påskønner en særlig bemærkelsesværdig indsats for dokumentarismen i Danmark. Michael Noers tilgang til fiktion er grundlæggende dokumentarisk, ligesom han ikke er bleg for at bruge fiktionens greb i bestræbelsen på at skabe medrivende dokumentarfilm.

Michael Noer modtager prisen for sine nyskabende og grænsebrydende film, sin vilde energi og generøsitet, lyder det i priskomiteens motivation for tildeling af prisen:

"Michael Noer bliver tændt af 'rigtige mennesker'. Han er ikke ude på at redde verden, men ønsker at skildre det nære liv så åbent og ærligt som muligt. 'At komme om bag folks masker og se, hvad det optager dem', som han selv har formuleret det. Det kan være i et portræt af hans unge naboer på Vesterbro eller på knallerttur i Tyskland med en flok fordrukne drengerøve med eksistentielle tømmermænd. Michael Noer elsker sine hovedpersoner, og det kan mærkes.

Michael Noer har en klar motivkreds, som vokser og forandres i takt med, at instruktøren bliver ældre. Noer er i øjenhøjde med sin generation, hans film tager udgangspunkt i ham selv, temaerne er universelle.

Michael Noer bryder grænser og skaber nyt – han bevæger sig legende mellem fiktion og dokumentarisme og arbejder i alle formater fra interaktive web-serier over film til taleradio. Hertil kommer at Michael Noer er et sandt kraftcenter; uhyre produktiv, inspirerende og generøs over for kolleger i filmbranchen.

Han kom ind med firetoget og har for længst passeret et af sine definerede mål: at kunne stå i en københavnsk bar og føle sig cool, selvom han er vokset op med en enlig mor i Esbjerg, har tynde arme og laver dokumentarfilm.

Michael Noer har trukket dansk fiktion i en forfriskende retning og givet dansk dokumentar et filmisk boost."

Michael Noer

Instruktør. Født 1978 i Esbjerg. Uddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2003 med afgangsfilmen "En rem af huden" om fotograf og direktør for Museum Erotica Ole Ege.

Ungdomsfilmen "Vesterbro" (2007), hvori Michael Noer portrætterer sine 20-årige naboers kæresteforhold, vandt en Special Mention på CPH:DOX. I den digitale webisode "Doxwise dagbog" (2008) lader han fire unge danskere skildre deres hverdag, bekymringer og tanker gennem film, og i "De vilde hjerter" (2008) kommer instruktøren helt tæt på en gruppe unge drenge i en knallertbande, der begiver sig ud på en rejse gennem Europa i deres søgen efter frihed og fællesskab.

Noer spillefilmdebuterede sammen med Tobias Lindholm med fængselsdramaet "R" (2010), der vandt adskillige Bodil- og Robertpriser samt internationale priser i Göteborg og Mumbai. Noer og Lindholm modtog desuden Nordisk Film Prisen i 2010 og den ærefulde Carl Th. Dreyer Prisen i 2011 for filmen. De to samarbejdede første gang på kortfilmen "Hawaii" (2006) med fælles manus og med Noer som instruktør.

Noers anden spillefilm, "Nordvest", får dansk premiere i 2013.

Roos Prisen

Roos Prisen, opkaldt efter dokumentarfilmpioneren Jørgen Roos, blev etableret i 1995.

Tidligere prismodtagere er: Jørgen Roos, Jørgen Leth, Sami Saif, Phie Ambo, Janus Billeskov Jansen, Jon Bang Carlsen, Jesper Jargil, Anne Wivel, Tue Steen Müller, Niels Pagh Andersen, Arne Bro, Steen Møller Rasmussen, Tine Fischer, duoen Lise Lense-Møller og Anders Østergaard, Lars Skree og Eva Mulvad.

Priskomiteen består af sidste års modtager, Eva Mulvad, samt direktør Henrik Bo Nielsen og udviklingschef Malene Flindt Pedersen fra Det Danske Filminstitut.

Prisoverrækkelsen fandt sted lørdag aften den 25. august på Filmhøjskolen i Ebeltoft under det årlige branchetræf for dokumentarfilmfolk.