Sandheden om mænd er nomineret

NORDISK RÅDS FILMPRIS. Nikolaj Arcels film "Sandheden om mænd" er Danmarks kandidat til Nordisk Råds Filmpris 2011.

"'Sandheden om mænd' er ikke blot en sjov film om ufrivilligt komiske mænd, men en film med så meget bid og vid og indsigt, at man har langt større lyst til at kramme Arcel end slå ham ihjel," udtaler den jury, der i dag har nomineret årets danske film til Nordisk Råds Filmpris 2011.

"Sandheden om mænd" med Thure Lindhardt i hovedrollen havde dansk biografpremiere den 7. oktober 2010. Den modtog flotte anmeldelser og blev set af knap 100.000 i biograferne.

Om filmen siger juryen endvidere: "Arcel og hans filmhold spidder den moderne mand i al hans tvivl, søgen, angst, fortumlethed og selvoptagelse, og de gør det i et komplekst og gennemprofessionelt filmsprog, hvor kampen for at skabe et perfekt filmmanuskript på elegant vis går hånd i hånd med kampen for at være en perfekt mand med en perfekt kone og en perfekt karriere."

Filmanmelder Per Juul Carlsen er formand for den danske jury, der desuden består af journalist Jakob Wendt Jensen og Eva Novrup Redvall fra Afdeling for Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet.

I hvert af de nordiske lande nominerer en tilsvarende jury en film. Kandidaterne fra de fire andre lande er Zaida Bergroths "The Good Son" fra Finland, Árni Ólafur Ásgeirssons "Undercurrent" fra Island, Joachim Triers "Oslo, 31. august" fra Norge og Pernilla Augusts "Beyond" fra Sverige.

I oktober vil en jury bestående af en repræsentant fra de respektive fem nordiske lande annoncere årets vinder. Modtagerne vil få prisen, der ledsages af DKK 350.000, overrakt ved Nordisk Råds session i København den 2. november.

Prisen går til instruktør, producer og forfatter. Hvis "Sandheden om mænd" vinder, er det filminstruktør og manuskriptforfatter Nikolaj Arcel, manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg samt producerne Louise Vesth og Meta Louise Foldager, der vil modtage prisen. 

De tidligere vinderfilm er Aki Kaurismakis "The Man without a Past" (2002) og – siden prisuddelingen blev en fast årlig begivenhed – Per Flys "Drabet" (2005), Josef Fares' "Zozo" (2006), Peter Schønau Fogs "Kunsten at græde i kor" (2007), Roy Anderssons "Du levende" (2008), Lars von Triers "Antichrist" (2009) og Thomas Vinterbergs "Submarino" (2010).