Scherfigs "An Education" til Berlin

Instruktøren i midten og Carey Mulligan til højre

Berlin Filmfestivalens hovedkonkurrence har udtaget Lone Scherfigs engelsk-producerede spillefilm, "An Education", til en 'Berlinale Special - Gala Screening', meddelte festivalen i en særskilt pressemeddelelse, da det samlede program i går blev offentliggjort.

Scherfigs film fik verdenspremiere for et par uger siden på Sundance Film Festival i USA, hvor den begejstrede både publikum og presse og blev en festivalens meget omtalte film. Det endte med Publikumsprisen i det internationale konkurrenceprogram.

Festival manager Christian Juhl Lemche fra Det Danske Filminstitut mener, at det er usædvanligt, at en film udtages samtidigt til to så store festivaler: "Festivaler som dem i Cannes, Berlin, Venedig, Toronto og Sundance accepterer sjældent en film, som har været vist tidligere ved en anden festival, så der ligger mange overvejelser bag, hvor en film lanceres internationalt. Med en engelsk film som "An Education" har Sundance være et klogt valg. Det åbnede for et salg til det amerikanske marked. Det siger noget om kvaliteten af Lone Scherfigs film, at de også har ønsket at vise den i Berlin, selv om at den har været i Sundance."

De internationale filmkritikere gav efter Sundance både Lone Scherfigs instruktion og den unge hovedrolleindehaver, Carey Mulligan, mange roser med på vejen.

Carey Mulligan, er udvalgt som en af ti Shooting Stars under dette årsBerlin-festivalen. Den unge danske skuespiller Cyron Melville er også udtaget som Shooting Star.

Der er i forvejen fire danske film i konkurrence, når årets Berlinale indledes den 5. februar, bl.a. er Annette K. Olesens bioaktuelle "Lille soldat" med i hovedkonkurrencen.

"An Education" vises den 11. februar i Berlin, og filmen får dansk premiere den 2. oktober.