Schweiziske Ramon Zürcher vinder hovedprisen på PIX

PIX. Ramon Zürcher blev hædret med festivalens hovedpris for "The Strange Little Cat". Politikens Publikumspris gik til det belgiske drama "The Broken Circle Breakdown".

New Talent Grand PIX gik til schweizisk-fødte Ramon Zürcher for "The Strange Little Cat" ("Das merkwürdige Kätzchen"), der blev valgt blandt ni andre debuterende instruktører som det mest lovende talent i konkurrencen.

Mystikken i det banale hverdagsliv

I deres motivationstale sagde juryen: "Vi tilbragte halvanden time i et fremmed menneskes køkken - en kulisse vi alle kender. Den viser mystikken i det banale hverdagsliv gennem filmkunstens forstørrelsesglas. En film så reel, at den bliver universel"

Ud over æren kan Ramon Zürcher tage 15.000 euro med hjem, der skal hjælpe instruktøren på vej mod sin næste spillefilm.

Belgisk drama er publikumsfavorit

Torsdag aften blev stemmesedlerne fra konkurrencen om Politikens publikumspris talt op, og selvom det var tæt løb mellem chilenske "No" og belgiske "The Broken Circle Breakdown" var det altså Felix Van Groeningens drama, der løb med sejren. "The Broken Circle Breakdown" vandt tidligere på året publikumskonkurrencen i Berlin og nu altså også på PIX 2013. Med i prisen følger støtte til at blive købt til dansk biografdistribution.

Politikens kulturskribent Michael Bo, der uddelte prisen, sagde om filmen: "Det var den følsomme belgiske bluegrass og den hjerteskærende katarsiske smerte i Felix van Groeningens "The Broken Circle Breakdown", der vandt hjertet hos dem, der stemte til Politikens Publikumspris".

Festivalen fortsætter

Selvom vinderne af de to konkurrencer er fundet, er PIX dog langt fra slut. Festivalen fortsætter hele fem dage endnu til og med den 24. april, hvor et væld af arrangementer, koncerter og ikke mindst film kan opleves over hele København. Festivalen rundes af med en ekstraordinær koncert med Manorexia i Marmorkirken torsdag den 25. april.

Tags: CPH PIX 2013