Se Firenze og dø. Af pest.

COMPUTERSPIL. Virker middelalderlige epidemier en smule abstrakt på familiens yngste? Så send arvingerne til 1300-tallets Firenze, en by i kløerne på den sorte død. Det danske computerspil "Playing History: Pesten" udkommer på torsdag.

Historieundervisning kan handle om at terpe årstal og handelsruter, men det kan også handle om at udforske og opleve. Det sidste er princippet i københavnske Serious Games Interactives nye spil "Playing History: Pesten".

"Pesten" placerer spilleren midt i begivenhedernes centrum, nemlig som yngste medlem af en florentinsk familie, som præges af moderens sygdom og den generelle usikkerhed, der kendetegner den pestramte middelalderby.

Fakta

"Pesten" koster 9,95€ for 1 bruger, 49,95€ for et klassesæt og 79,95€ for en skolelicens. En gratis demoversion kan prøves på spillets website.

New Danish Screen - Spilstøtteordning blev oprettet som en del af Filmforliget for 2007-2010, for at støtte danske talenter inden for udvikling af computerspil til børn. New Danish Screen er etableret i et samarbejde mellem Danmarks Radio, TV 2 og Det Danske Filminstitut og har til huse hos Filminstituttet.

Som Margi skal spilleren nu samle information om sygdommen og udføre en række opgaver og derved få et indblik i middelalderliv og en epokegørende periode i europæisk historie.

Hos Serious Games Interactive har man i flere år arbejdet ihærdigt med at koble pædagogik og spildesign tæt sammen. Ambitionen er klar: Underholdning og læring skal kombineres, uden at gå på kompromis med den ene halvdel. Og ifølge firmaet er computerspil helt oplagte til formålet.

Kommerciel direktør Mikkel Lucas Overby fortæller:

"Alle, der har været småbørnsforældre, ved, at børn lærer gennem leg, fra de er født. Men når vi bliver ældre og begynder i skole og på arbejde, er det som om, vi afkobler leg fra læring. Det er helt irrationelt og går imod alt, hvad forskning på området fortæller os. Computerspillet har et stort potentiale i forhold til at både at motivere og sikre læring hos både børn, unge og voksne. Hvem vil ikke hellere have det sjovt, mens de lærer?"

"Playing History" er et klassisk peg-og-klik-spil i 3D. Margi kan interagere med spilverdenens objekter og tale med dens indbyggere for gradvist at blive klogere på pesten og dens konsekvenser. Der spilles online via en webbrowser, og spillet er tiltænkt børn mellem 9 og 13 år.

Spillet modtog prisen for "Bedste læringsspil" på konferencen Serious Games, Education & Economic Development tidligere i år.

"Playing History" er støttet af New Danish Screen – Spilordningen og MEDIA.