Se Oscar-vindere og -nominerede

Den argentinske spillefilm "El secreto de sus ojos", der vandt årets Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, er importstøttet af Det Danske Filminstitut ligesom tre af de andre film, der var nomineret til prisen.

Juan José Campanellas argentinske spillefilm "El secreto de sus ojos" får premiere i Danmark den 29. april med den danske titel "Øjnenes hemmelighed".

Filmen, der vandt en Oscar i kategorien ikke-engelsksprogede film, har modtaget importstøtte fra Det Danske Filminstitut, ligesom tre af de andre film, der var nomineret til prisen: Jacques Audiards "Profeten", Lee Daniels' "Precious" og Michael Hanekes "Det hvide bånd", der alle går i de danske biografer for tiden.

Thrilleren "El secreto de sus ojos" foregår i 1999, men filmen springer i flashbacks tilbage til 70'ernes Argentina, da hovedpersonen, en tidligere kriminalbetjent beslutter sig for at skrive en bog om et voldtægtsmord, som han mener, ikke blev rigtig opklaret den gang.

Filminstituttet giver støtte til import og lancering af kunstnerisk værdifulde film, som trods åbenlyse og anerkendte kunstneriske kvaliteter, sandsynligvis ikke ville blive vist i danske biografer under normale markedsmæssige vilkår. Der gives importstøtte til ca. 20 film om året.

Kathryn Bigelows "The Hurt Locker", der blev den store Oscar-vinder med i alt seks priser, heriblandt for bedste film og bedste instruktør, kan for øvrigt også ses i biograferne igen, allerede fra i aften, hvor Nordisk Film sætter filmen op for tredje gang. Nu i Palads Teatrets største sal. Filmen kan også fås på dansk-tekstet dvd og Blu-ray.