Seks danske dokumentarfilm til Amsterdam festival

De
udstillede (Foto: Jesper Jargil)

Pressemeddelelse26.10.2000
Når verdens mest
prestigefulde dokumentarfilmfestival, Den Internationale
Dokumentarfilmfestival i Amsterdam, også kaldet IDFA, afvikles i
slutningen af november, er der i år helt exceptionelt to danske
dokumentarfilm i hovedkonkurrencen.
De to danske
konkurrencefilm er Tómas Gislason og Peter Bech Films 'Den højeste straf'
og Jesper Jargils 'De udstillede'. Den sidste dokumenterer tilblivelsen af
Lars von Triers udstilling 'Psychomobile #1, The World Clock'. 'Den
højeste straf' følger den tidligere DKP'er Ole Sohns
efterforskningsarbejde i Stalin-tidens arkiver med optrevlingen af sporene
efter den danske kommunistleder Arne Munch-Petersen, der forsvandt i
Sovjetunionen i 1937.
Hvert år udvælges til
festivalens hovedkonkurrence 25 film ud af omkring 1500 internationale
dokumentarfilm. Et udvalg, der ifølge IDFA giver et fingerpeg om
situationen indenfor den internationale dokumentarfilms verden. Vinderen
af konkurrencen vil modtage Joris Ivens Prisen, der er opkaldt efter en af
de store instruktører i dokumentarfilmens historie. Den internationalt
sammensatte jury har desuden mulighed for at tildele en speciel
Jury-pris.
Fire andre danske
dokumentarfilm bliver vist i festivalugen fra 22. til 30. november. I en
serie, som afsøger nye former, "Reflekterende Billeder", vises Sami Martin
Saifs 'The Video Diary Of Ricardo Lopez', som følger en desperat ung mands
planlægning af et mordforsøg på sangerinden Björk og af hans eget
efterfølgende selvmord. I serien "Børn og Doku", som afvikles for tredje
år, deltager Lizzi Weischenfeldts 'En fremmed fugl' og Jesper Troelstrups
'Min fisk Brian'. I et særligt skoleprogram vises desuden V. Muasyas
'Benjis afrikanske eventyr'.
'Den højeste straf', 'De
udstillede' og 'En fremmed fugl' er i Det Danske Filminstituts
distribution og kan lånes på bibliotekerne.
Listen over filmserierne
i Amsterdam findes på:http://www.idfa.nl/festival/idfa_blauw.html
Yderligere oplysninger
om IDFA:http://www.idfa.nl/