Cinemateket drister sig igen til at vise erotiske film. Torsdag den 26. marts kl. 19.00 vises to tidlige softcore pornografiske film med introduktion af den herboende amerikanske forfatter og filmekspert Jack Stevenson - alt sammen i oplysningens tjeneste.
Annelise Meineches "Uden en trævl" fra 1968 blev i første omgang mødt af et totalforbud. Efter en klage til justitsministeren og en genklipning blev det muligt for det danske voksenpublikum at følge Lilians oplevelsesrejse igennem Europa.
"Uden en trævl" bliver vist i et dobbeltprogram med Hongkong-filmen "Adventure in Denmark" - en kung fu-sexkomedie optaget i og omkring København i december 1972. I filmen kan man bl.a. opleve en version af Danmark, der kun kan eksistere i udlændinges fantasi, 1970'ernes danske sexkilling par excellence, Lise-Lotte Norup, og en kineser, der drikker vand fra Peblinge-søen for at fremme potensen.
Billetprisen for begge film er 75 kr. (50 kr. for Cinemateks-medlemmer). Tilladt over 15 år.
[Foto: Fra plakaten til "Uden en trævk"]