At smile i en krigszone

PÅ FILMSTRIBEN. Har afsløringen af Simone Aaberg Kærns portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen vakt interesse for at se eller gense kunstnerens vilde vovestykke af en dokumentarfilm "Smiling in a Warzone" er der mulighed for det på Filmstriben.dk, hvor filmen er tilgængelig via biblioteket.

I medieomtalen af Simone Aaberg Kærns nye portræt af en smilende Anders Fogh Rasmussen omkranset af bøgeblade og et Herkules-fly susende gennem et afghansk bjerglandskab er det blevet fremhævet, at det er en modigt valg af både kunstneren og den portrætterede.

At Simone Aaberg Kærn er en modig - for ikke at sige overmodig - kvinde demonstrerer hun med dokumentarfilmen "Smiling in a Warzone" fra 2005, der har modtaget en lang række nationale og internationale priser.

Simone Aaberg Kærn havde læst om en ung pige i Kabul, hvis største ønske var at blive pilot. Kærn besluttede sig for at finde pigen og give hende luft under vingerne. Med en vision om at 'himlen skal være fri for alle', på tværs af diverse krigszoner og restriktioner, som fulgte 11. september, anskaffede Simone et 40 år gammelt lærredsklædt fly og satte kursen mod Kabul sammen med sin partner og filmens fotograf Magnus Bejmar.

"Smiling in a War Zone" er produceret af Helle Ulsteen for Cosmo Film Doc og støttet af Det Danske Filminstitut.

Filmen kan ses på Filmstriben.dk

Trailer