Smugkig på SneakBar

SNEAKBAR. Det kan være lidt svært at vente helt til på fredag den 13., hvor Filmværkstedet endnu engang fremviser nye talenter til en ny omgang SneakBar. Vi har derfor tyvstartet lidt og kastet et smugkig på programmet, der blandt andet byder på poetisk turistdokumentar og intenst fodbolddrama.

Fredag den 13. er det endnu engang blevet tid til SneakBar, hvor Filmværkstedet som altid vil fremvise nye talenter, intense kortfilm og spændende filmeksperimenter. Fredagens program hiver os godt rundt i manegen. Vi starter med den poetiske dokumentar "Tourist" og slutter med den kryptiske og eksperimenterende "POZ".  Efter filmene vil der være øl og musik i Asta Bar.

"The Tourist"

"Tourist" er en poetisk dokumentar, der udforsker turistens handlinger. Undersøgelsen finder sted på Færøerne, hvor vi følger en tavs, unavngiven turist, der vandrer rundt i det maleriske landskab og besøger hoteller og museer – tilsyneladende uden mål. Hvad tænker turisten mon på?

Instruktør: Sebastian Cordes // Producer: Caroline Drab 

Tourist 450
"The Tourist"

Fakta

SneakBar er en enestående mulighed for at se hvad dansk films unge talenter har at byde på. 

Filmværkstedet støtter både større og mindre filmproduktion, med dét hovedformål at fremme eksperimenterende filmkunst og talentudvikling. Gennem tiden har mange instruktører og filmfolk slået deres rødder på Filmværkstedet bl.a. Christina Rosendahl, Morten Hartz Kaplers, Mikkel Munck-Fals, Pernille Fischer og Kaspar Munk. 

Asta Bar er åben, og det vil være muligt at købe lidt at drikke og snakke om filmene.

Tid: Fredag d. 13. marts kl. 18.00 og 20.00

Sted: Bio Asta i Cinemateket

Billetter kan købes på Cinematekets hjemmeside

"The Boy in the Ocean"

I "The Boy in the Ocean" opdager 12-årige Mathias sin seksualitet på en sejlbåd. Omringet af vand og fanget i en båd med forældrene, der stadig behandler ham som et barn, drømmer han om uudforskede oplevelser med en pige på fastlandet.

Instruktør: Friedrich Tiedtke // Producer: Friedrich Tiedtke, Ida Å. Knudsen

Boy in the ocean 450
"The Boy in the Ocean"

"Slush Ice"

"Alt hvad jeg ved om moral og forpligtigelser hos mennesker, skylder jeg fodbolden" – Albert Camus

Det er årets vigtigste fodboldkamp. Ungdomstræneren Lasse vil vinde mesterskabet med Næstved boldklub for enhver pris. Forsvarsspilleren Tobias bliver udset til at hjælpe ham med projektet. Men det får fatale følger.

Instruktør: Søren Grinderslev // Producer: Christian Junget Madsen 

SLUSH ICE 450
"Slush Ice"

"POZ"

Definition af POZ:

Ordklasse: Adjektiv
Udtale: [ˈpʌs]
Oprindelse: Forkortelse af positiv; afledt fra latin positivus: 'opstillet, sat'; afledt af ponere: 'stille, sætte'
Betydning: Slang for diagnosen HIV-positiv; typisk anvendt inden for det homoseksuelle miljø
Eksempel: ”Er Oliver poz?”

Instruktør: Helle Rossing og Christian Edvard Halberg // Producer: Mikkel Kastberg  POZ 450
"Poz"