Der er et strejf af surrealisme og absolut ingen skyskrabere i skildringen af landsbylivet i Rune Schjøtts debutfilm "Skyskraber". Men drømme om fjerne skyskrabere i det eksotiske New York og et liv med højere til loftet er der til gengæld nok af i den eventyrlige fortælling om drengen Jon, der har svært ved at få lov til at blive voksen på en blot nogenlunde harmonisk måde.
Den troskyldige Jon er hårdt presset fra flere sider. Jon er indirekte skyld i at hans far er blevet kastreret af en flaske sprut. Ulykken skete den dag faren i maskulint overmod havde stukket flasken ned i bukserne, da han satte sig bag rattet. Indtil den dag var han byens konge og alfahan. Efter kastrationen nøjes han med at give den i rollen som mediemogul bag mikrofonen på sin egen lokalradio. Som hævn for sin ydmygende detronisering fastholder den tyranniske far sin søn i en tilstand af før-seksuel handlingslammelse.
I modsat retning hiver landsbyens blinde købmandsdatter. Hun vil så gerne slippe af med sin uskyld og har udset sig Jon som manden, der skal klare ærterne. Men det er svært at være en mand, når man hele livet har fået at vide, at man kun er en dum lille dreng. Mere realistisk bliver drømmen om et gennemført samleje ikke, hvis man som Jon tillige lider af forhudsforsnævring. Det unge hankøns hemmelige folkesygdom i de lande, hvor omskæring ikke er normal praksis.
Prinsessen er både blind og liderlig, prinsen har forhudsforsnævring og kongen slet ingen tissemand. Det er med andre ord et temmeligt uortodoks 'coming of age'-eventyr, den 39-årige Rune Schjøtt har strikket sammen!
Symbol og virkelighed
"Jeg ville gerne fortælle noget om, hvorfor jeg selv har været bange for piger," indrømmer Rune Schjøtt. "Der er en mærkelig magtforskel i de unge år. Som dreng kommer man med færre kort på hånden. Man er bange for at blive afvist. Man skal vise, hvad man kan, mens pigen kan være mere afventende. Hvis ikke man kan klare sagerne, skal der helst være en god forklaring. Og den kunne jo så passende være forhudsforsnævring," siger Rune Schjøtt om den lille selvbiografiske skavank, der på et penibelt tidspunkt i ungdomslivet kan være en gevaldig hurdle.
"I filmen er det selvfølgelig et billede på, at der er noget, der forhindrer ham i at folde sig ud," forklarer Rune Schjøtt, der er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. I den kapacitet har han skrevet "Voksne mennesker" sammen med filmens islandske instruktør Dagur Kári. Med "Skyskraber" springer Schjøtt efter længere tids tøven og tilløb nu også ud som instruktør. Manuskriptet har han selvfølgelig selv skrevet.
"Skyskraber" er en film præget af en slags naivistisk realisme befolket med mennesker med mytologiske og symbolske undertoner. Den kastrerede far. Den blinde kvinde, som 'ser' klart ... Men for Rune Schjøtt er det mere virkelighed end symbolik. Pigen er med i fortællingen, fordi han engang, da han selv var ung, mødte en blind pige. I lang tid forsøgte han at finde en rigtig blind pige til at spille rollen. Netop fordi universet er en anelse surrealistisk, forekom det endnu vigtigere, at detaljerne virkede autentiske. Det lykkedes ikke at finde den helt rigtige pige, men casting-processen var ikke spildt. I stedet blev det en research, som sikrede, at filmens blinde pige kunne fremstå som virkelig snarere end symbolsk.
"Jeg kan godt se, at de arketypiske ting er der, men det er de konkrete ting, der i første omgang har interesseret mig. Jeg tager simpelthen de ting, jeg selv synes er de mest interessante, og blander dem. Alt det mærkelige, der sker, er i virkeligheden bare historien om teenageren, der vil prøve noget nyt og spændende. Det hele er mærkeligt, fordi det er nyt," fortæller Rune Schjøtt om sin film. En fantasi om kønsmodningens overgangsrituelle mysterier udspillet i en klaustrofobisk lilleby ...
En dag tager man bussen…
"Jeg startede med at henlægge historien til en forstad. Jeg er selv vokset op i en forstad til Århus, så det var helt naturligt for mig. Fra forstaden gik en bus ind til byen hvert kvarter. Det var let at komme derind. Men jo mere jeg skrev, desto mere gik det op for mig, at jeg skrev om et sted, der snarere mindede om en lille ø isoleret ude på et stort hav. Eller om en dukkefilm, hvor figurerne bevæger sig enkeltvis på en sort baggrund."
En dag tager man bussen ind til storbyen og ser sig ikke tilbage. Rune Schjøtt tog bussen som 15-årig. Første aften, han var i byen på egen hånd, mødte han ghettotyper, tyveknægte og fremmelig storby-ungdom. Han endte med at sidde og lege en sandhedsleg, hvor en tre år ældre pige bramfrit erklærede, at hvis hun nogensinde skulle prøve analsex, så skulle det være i aften og med Rune. Som på det tidspunkt endnu ikke havde set en nøgen pige!
Fra det øjeblik mistede forstaden både sin uskyld og sin tiltrækning. Kursen var sat mod en større verden, og allerede som 17-årig sad Rune Schjøtt i hovedstaden og lavede radio for børn og unge i Danmarks Radio. Han blev i DR indtil slutningen af 1990’erne, hvor han i 1999 kom ind på Den Danske Filmskole. Men opvæksten i forstaden sad fast som modhager.
Og så var det, at Rune Schjøtt på en måde vendte tilbage igen. Med en næsten tegneserieagtig skildring af den lille landsby, hvor dramaet om flugten fra forstaden kunne udspille sig. En by uden biler. Hvor kun en eneste bus udgør en mulig flugtvej. Et sted, hvor historien hver gang starter med konstateringen: "Der er kun marker, så langt øjet rækker." Et sted, hvor faren stadig sidder tungt på sin søn, og hvor pigens erotiske længsler er et absolut mysterium for drengen.
Liv uden brugsanvisning
"Siden jeg var 15 og for første gang begyndte at skrive historier, har de stort set altid handlet om personer i 17-18-års alderen. Det har faldet mig naturligt. Men det er nok, fordi det er dér, min egen historie ligger. Den historie, der handler om præstationsangst og angsten for at stå ved det, man er. Det er en historie, der er mere naturlig, når man er 18 år, end når man er 40," indrømmer filmens 39-årige instruktør.
"Det var de værste år! Men det var også meget intenst. Det føltes som et liv, men det var nok bare en sommer. Jeg tror, jeg har gået rundt med en lille bankkonto og fyldt den op med små anekdoter og betragtninger. Og nu vælter det ud med historier fra det tidspunkt, hvor man tror, der findes en brugsanvisning til det at leve livet. Hvor man tror, at alle andre har den, men at man bare ikke selv har fået den endnu."
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM (#71, februar 2011)