Special Mention i Amsterdam til "One Day"

Ditte Haarløv Johnsens afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, "One Day", modtog lørdag den 1. december en Special Mention på den internationale dokumentarfilmfestival i Amsterdam, IDFA. Filmen deltog i konkurrenceprogrammet IDFA Student Competition.

"One Day" følger en vestafrikansk kvinde, der lever i København som prostitueret. Filmen vandt for kun en måned siden to danske GuldDok-priser: prisen for bedste korte dokumentarfilm og prisen for bedste dokumentarfotografering.

Igen i år har der været stor interesse for de danske film på IDFA, hvor syv danske film var udvalgt. "Mechanical Love" og "Purity Beats Everything", som blev vist i festivalens konkurrenceprogrammer, havde international premiere for fulde sale.

Pernille Rose Grønkjærs "The Monastery", som sidste år vandt IDFA's hovedpris the Joris Ivens Award, er netop nomineret til prisen for bedste dokumentarfilm ved Spirit Awards, den alternative Oscar-uddeling, som finder sted i Los Angeles den 23. februar, dagen før Academy Awards.

"The Monastery" har været en af det seneste års internationalt mest bemærkede dokumentarfilm. Den vises på DR2 den 10. december kl. 20:55.

IDFA 2007 priser Spirit Awards nomineringer
Programpræsentationer og DFI factsheets: One Day Mechanical Love Purity Beats Everything The Monastery
For yderligere oplysninger:Det Danske FilminstitutAnne Marie Kürstein, 4041 4697, kurstein@dfi.dkLars Fiil-Jensen, 2032 8121, larsf@dfi.dk