Spil musikken fri

Befri Musika

Kun bevæbnet med tangenter på et keyboard skal harmonien genskabes i eventyrlandet Musika. Med musikspillet "Befri Musika" vil Tonic Games undervise i klaver ved hjælp af musikalske gåder og en fængende historie.

"Når man har gennemført vores spil, skal man kunne tage et nodeark, gå hen til et klaver og så spille melodien". Sådan lyder ambitionen for direktør og producer Tom Nørregaard Andersen og Tonic Games, der med deres kommende spil "Befri Musika" vil snige læring om noder, toner og rytmer ind i spillerne. Men glem alt om undervisning i teoretiske termer fra nodelæren, for nok skal spillet undervise sin spiller, men aldrig på traditionel vis:

Om Tonic Games
Tonic Games har base i Aalborg, hvorfra de har specialiseret sig i læringsspil. Af tidligere projekter tæller spil til Jyske Bank og Beredskabsstyrelsen i Aalborg, samt børnespillet "Flunkerne" for danske KREA Medie.
Tonic Games regner med at have en mindre spilbar demo til "Befri Musika" klar i slutningen af august og en færdig større demo klar omkring juletid. Det færdige spil er klar omkring sommeren 2009. "Befri Musika" modtog 700.000 kr. i støtte fra New Danish Screen samt 750.000 fra EU-programmet Mediadesk. Spillet udvikles til Windows og Mac.

Se mere på http://www.tonicgames.dk/

Kontaktperson:
Tom Nørregaard Andersen, direktør & producer, Tonic Games,
3082 2784, tom@tonicgames.dk

"Meningen med "Befri Musika" er ikke, at spilleren skal introduceres til musikalske begreber. Vi vil bevidst formidle musikken og undervisningen i spillet temmelig uteoretisk, idet at vi aldrig siger, hvad musikopgaverne drejer sig om. Ideen er jo, at spillerne skal opleve og spille læringen ind som en integreret del af gameplayet. Så lærer man ikke at spille ordentligt, kommer man ikke videre i spillet", siger Tom Nørregaard Andersen.

"Befri Musika" er iscenesat i en abstrakt 3D-verden, hvor man som enten drengen Moldur eller pigen Tone skal befri eventyrlandet Musika fra en forbandelse, der har fjernet alle landets lyde og farver. Med spillet følger et lille keyboard på tre oktaver, for spillet styres udelukkende via tangenterne. Målet er, at barnet skal udtrykke sig gennem musikken, og det er nødvendigt at lære at spille for at løse spillets gåder.

Reelt behov
"Ideen til spillet opstod pga. et reelt behov. Jeg har selv været musikskolelærer, og mange børn har ikke ro nok i rumpen til at lære at spille klaver", siger direktør og producer Tom Nørregaard Andersen. "Med "Befri Musika" vil vi gerne bruge spil og gåderne til at motivere og fastholde lysten til at lære at spille klaver", siger han.

Markedet for spil, der forsøger at kombinere underholdning og undervisning - kaldet "edutainment" - er broget og ofte præget af upædagogisk design, så det er vigtigt for Tonic Games at gøre læringen legende. De kalder det "Game Based Learning":

"Der findes undervisningsprogrammer i musik, der kobler spil på, men det er slet ikke gennemført og bliver som så mange andre edutainmentspil et halvhjertet forsøg", siger Tom Nørregaard Andersen.

Læring og gameplay i harmoni
"Leg og læring bliver simpelthen aldrig integreret, fordi hovedparten af læringsspil er til for læringens skyld. Og det svækker gameplayet. "Befri Musika" ER et læringsspil, men læringen er integreret i gameplayet. Dvs. for at få den fulde spiloplevelse, skal du lære nodefærdigheder. Vores motto er "at spille er at lære - og omvendt".

Nutidige musikspil som "SingStar" og "Guitar Hero" er populære som sociale festspil, hvor sidstnævnte sammen med det japanske kulthit "Okami" har været en væsentlig inspirationskilde til "Befri Musika". Men den helt afgørende forskel mellem "Guitar Hero" og "Befri Musika" er, at det man lærer i spillet på keyboardet, kan man bruge bagefter i virkeligheden. Man kan med andre ord spille sig til at kunne spille klaver.

(Af Thomas Vigild)