Springbræt til filmbranchen

Onsdag den 16. juni åbner Grand Teatret sine døre for de unge talenter fra KBH Film og Foto Skolen, der viser 12 afgangsfilm.

KBH Film og Foto Skolens 12 afgangsfilm vises den 16. juni i Grand Teatret. Det er resultatet af et halvt års intensivt forløb på skolen i Valby, der har afstedkommet 12 meget forskellige film, som spænder vidt i tematik, stilistiske virkemidler og fortælleteknik. Basisforløbet har produceret syv film og overbygningsforløbet har produceret fem.

Eleverne har arbejdet sammen i teams på 2-5 personer, der har fundet sammen, ud fra hvilken rolle de har ønsket i produktionen, og hvilken historie, der har interesseret dem.

"Uddannelsen er en slags første forpost, men det er forskelligt, hvad folk vil bruge forløbet til bagefter, og om de blot har villet prøve branchen og filmmediet af," fortæller Christian Møller, der er lærer på filmlinjen på skolen og underviser på filmbasisforløbet. "Uddanelsesforløbet kan være et springbræt til filmbranchen, men det kan også være udgangspunktet for en akademisk uddannelse. Vi giver en bred introduktion, og bikvalifikationerne af forløbet er bl.a. forbedrede og øgede organisatoriske og samarbejdsmæssige evner."

Få et indtryk af, hvad skolen har lært afgangsklassen, når de viser deres 12 afgangsfilm onsdag den 16. juni i Grand Teatret.

Tid: Onsdag den 16. juni kl. 11.30 og 14.00 
Sted: Grand Teatret, Mikkel Bryggers Gade, København K 
Billetter:
Gratis adgang, men billetbestilling anbefales (bestil via Grand Teatret)