Stor interesse for Musikfilm Festival '16

CINEMATEKETs nyligt overståede Musikfilm Festival oplevede i år markant publikumsfremgang til det mere end 30 film store program, hvor David Bowie var hovedattraktionen og latin boogaloo det nye dansescoop. Læs mere og se billeder fra festivalen.

Med næsten 3200 gæster i biografsalene og mere end 650 besøgende til fester, events, musikquiz og det årlige grammofonplademarked løb Musikfilm Festivalen af stabelen i Cinemateket i dagene 2.-10. april med markant publikumsmæssig fremgang i forhold til sidste år. Godt 30 % flere besøgte i år festivalen, der efterhånden har konsolideret sig som et af de store tilbagevendende tilbud i den københavnske festivalkalender.

Diversitet, spændvidde, mangfoldighed – er hvad det handler om. Det her er en publikumsfestival med stort P

Musikfilm Festivalens program med mere end 30 film – både nye musikdokumentarer og klassikere – havde i år David Bowie-koncertfilmen 'Ziggy Stardust and the Spiders from Mars' som sit helt store tilløbsstykke. D.A. Pennebakers fortryllende optagelse af det nyligt afdøde ikons berømte koncert i The Hammersmith Odeon i London, 1973 blev set af 500 festivalgæster i alle aldre. Men også de nye film om den franske houseduo Daft Punk og jazz- og soul-legenden Nina Simone trak fulde huse.

Musikfilm i Aarhus

Den 28. april præsenteres Musikfilm Festivalens åbningsfilm 'Daft Punk Unchained' ved en open air-visning på Godsbanen i Aarhus arrangeret af DokuramAa, SPOT Festival, DR og Cinemateket.

Hele vejen rund om The Velvet Underground, boogaloo-fest og Elevatorfører på slap line

Den store opbakning gjaldt både de skæve og udfordrende visninger og de stort opsatte satsninger, hvilket glæder festivalens programansvarlige Morten Tang for hvem især tre arrangementer skilte sig ud:

"Rockkritiker Klaus Lynggaards foredrag om avantgardepopgruppen The Velvet Underground var en både givende, meget personlig og overordentlig velturneret præstation efterfulgt af tre film om hovedpersonerne Lou Reed, John Cale og Nico. Filmene om gruppens drivkræfter kan såmænd sagtens vises i deres egen ret, men de fik den dér ekstra overbygning ved at blive sat i perspektiv af et engageret menneske, som faktisk har mødt dem alle tre – og som forstod at dosere sin indkredsning med både alvor og rigelige mængder afvæbnende humor."

"Et andet hit var festivalens boogaloo-fest, hvor folk efter at have set 'We Like It Like That - The Story Of Latin Boogaloo', om den soul-genre, der opstod i 1960'ernes New York blandt emigranter fra Sydamerika og Caribien, kunne slå sig løs på dansegulvet til toner fra originale singleplader og lp'er fra perioden. Ikke en fod stod stille, ikke et øje var tørt, alle smilebånd trak opad."

"Og så er det selvfølgelig spændende en gang imellem at kunne udnytte en biografsal til noget andet end 'bare' at se film. Den psykedeliske danske gruppe Elevatorfører leverede således allerede på åbningsdagen et unikt live-eksperiment med sit helt igennem udblæste totalshow bestående af sange fra deres kommende to(!) nye plader iblandet associativt backdrop på lærredet, diverse projektorer i salen, lavalamper en masse, mobilt bobleblæsbart vandmiljø og fuldfed karma over hele linjen. Dem glæder vi os til at høre mere fra – ligesom vi også glæder os til at invitere 'soundtrack 'n' roll'-bandet SPEkTR og festivalens husband, jazzorkesteret Freudendal Konceptet, igen."

elevatorfoerer2
Billederne er taget af Jacob Hansen.

Diversitet: Fra Arvo Pärt til The Mozart of Found Sound

Morten Tang er ligeledes glad for, at det er lykkedes at sammensætte et populært propram med plads til alle:

"Diversitet, spændvidde, mangfoldighed, det er jo netop det, det handler om. Det her er en publikumsfestival med stort P. Vi vil gerne ramme så mange mennesker som muligt, i så mange aldre og køn som muligt – med et program, der indeholder så mange musikalske stilarter som muligt. Der er væsentlige historier at fortælle om alt fra en klassisk komponist som Arvo Pärt, hvis seneste værk, blev opført i en tidligere sovjetisk ubådsfabrik i Tallinn, til Hot Sugar – 'The Mozart of Found Sound' – som laver elektronisk musik ved at sætte optagede reallyde sammen på nye måder.

Musikfilm Festival '16 (32 film) blev afholdt i Cinemateket den 2.-10. april.

Den 28. april præsenteres Musikfilm Festivalens åbningsfilm 'Daft Punk Unchained' ved en open air-visning på Godsbanen i Aarhus arrangeret af DokuramAa, SPOT Festival, DR og Cinemateket.