Stor vækst i leje og køb af film online

STREAMING. Modsat de fleste virksomheder har streamingtjenesterne de seneste otte uger oplevet en øget efterspørgsel. Direktør for Blockbuster, Casper Hald, fortæller om den aktuelle situation, om en fremtid uden corona og om et muligt samarbejde med biograferne.

Casper Hald er direktør for Blockbuster. Vi har talt med ham om den aktuelle situation og om, hvordan han ser en fremtid uden corona-lockdown. Sammen med de danske distributører har Blockbuster som et nyt initiativ lanceret danske og amerikanske film hurtigere end normalt under overskriften Biografaktuelle film. ’Klovn the Final’ havde været i biografen et par måneder, mens andre kun havde været i biografen kort tid som fx ’Krudttønden’. Andre film som fx ’Mit børnehjem i Kabul’ gik direkte på home entertainment.

Casper Hald, direktør for Blockbuster

Hvilke ændringer har I oplevet, da Danmark blev lukket ned?

Vi har været og er til dels fortsat i en ekstraordinær situation, hvor der er stor efterspørgsel efter underholdning, og selvom det er på en trist baggrund, har det medført, at vi fra den ene dag til den anden oplevede en markant vækst i salg og leje. Antal udlejninger og salgstal på hverdage steg til tal, som vi normalt kun ser i weekender, og weekendtal steg til niveauer, der bedst kan sammenlignes med 1. januar. Udover væksten for de titler, vi allerede havde i sortimentet, kom de biografaktuelle film, som har haft en stor tilslutning blandt brugerne.

Samtidig har en ny befolkningsgruppe taget streaming til sig. Jeg er selvfølgelig ked af, at der skulle en krise som denne til, men for os er det positivt, at flere over 50 år nu sætter sig ind i, hvordan man lejer og køber film som streaming, og hvordan man ser dem på fjernsynet. 

Nogle film som ’Klovn the Final’ og ’Krudttønden’ er hurtigere blevet tilgængelige til streaming end planlagt. Kan du sige noget om, hvordan det har fungeret?

Det har fungeret godt. Publikum har vist sig villige til at betale en højere pris for at kunne gå i biografen derhjemme under coronakrisen. Det har derfor været en god løsning for både kunder, distributører og producenter i en situation, hvor biograferne ikke har kunne holde åbent.

Hvordan ser I en tilbagevenden til en normal verden med biografer?

Blockbuster ønsker at sameksistere med biograferne på en ny måde, når det her forbi. Vi ser ikke biograferne som vores konkurrenter, og de skal heller ikke se os som konkurrenter. At se film hjemme bliver aldrig det samme som at gå i biografen. Det er som at spise hjemme eller gå på restaurant. Det er to helt forskellige oplevelser, og det er bestemt i vores interesse, at filmene fortsat lanceres og bliver store succeser i biograferne, da det påvirker vores efterfølgende udgivelse som home entertainment positivt. Genåbningen af biograferne kommer forhåbentlig godt i gang i juni.

Økonomien i denne branche er en skrøbelig mekanisme. Hele markedet er som et schweizisk urværk. Hvis en del går i stykker, holder det op med at gå. Hvis denne krise betyder, at biografer må lukke, går det ud over hele økonomien i dansk film. Der vil ultimativt blive produceret færre film, hvilket også vil ramme vores forretning.

Som branche bør vi tale sammen om, hvad vi kan gøre for at hjælpe hinanden. Når biograferne åbner op igen, vil der formodentligt stadig være mange, der vil være forsigtige med at gå ud. Der kommer måske et loft på antal personer pr. sal. Vi vil gerne – med fuld respekt for alle aktører – samarbejde om at få det her tilbage på sporet igen. Måske skal man kunne købe en billet til en biografaktuel film gennem sin lokale biograf og streame den derhjemme, hvis man er utryg ved at gå biografen? Måske skal vi sørge for at alle biografer har deres egen ”hjemmebiograf”?

Læs mere