Pressemeddelelse17.
august 2004
Det Danske Filminstitut
har i sommer givet støttetilsagn til seks danske spillefilm af Morten
Arnfred, Per Fly, Anders Thomas Jensen, Nicolas Winding Refn, Simon Staho
og Martin Hagbjer. Morten Arnfred starter i august optagelser
til den romantiske komedie "Den Store Dag". Anne er bryllupsarrangør og
driver bureauet Den Store Dag med vennen Jesper. De har begge koks i
kærlighedslivet, og det er nemmere for dem at iscenesætte andres lykke end
at skabe deres egen. Men det er både svært at finde kunder og få den
private kærlighed til at holde, og da Anne forelsker sig i deres vigtigste
kunde, bliver det hele pludselig meget kompliceret.
Rollerne besættes af
Louise Mieritz, Henrik Prip, Christian Tafdrup, Nikolaj Steen, Frank
Thiel og Trine Dyrholm. Manuskriptet er skrevet af Ina Bruhn, og Thomas
Heinesen producerer for Nordisk Film. "Den Store Dag" modtager DFI-støtte
på 6,5 mio. kr. under 60/40-ordningen. Filmen optages august-september, og
der er forventet premiere i påsken 2005.
Per Fly fortsætter med tredje del af sin trilogi. "Drabet" tager
fat i middelklassens dilemma. Den 50-årige gymnasielærer Carsten er sin
kone utro med den meget yngre Pil, der er politisk aktiv. Carstens kone
Nina vil skilles. Pil er involveret i en politisk aktion, hvor en
politimand bliver dræbt. Pludselig er Carstens velordnede og kontrollerede
liv ude af kontrol.
Hovedrollerne spilles af Jesper Christensen, Beate Bille, Charlotte
Fich og Pernilla August. "Drabet" bliver til efter manuskript af Per Fly,
Kim Leona, Dorte Høgh og Mogens Rukov. Ib Tardini producerer for Zentropa.
Filmen modtager DFI-støtte på 7,6 mio. kr. gennem konsulentordningen ved
Lena Hansson Varhegyi. Filmen optages i august-september og har forventet
premiere september 2005.
Anders Thomas Jensens tredje spillefilm, komedien "Adams Æbler", er
en moderne religiøs fabel om tro og om det godes kamp mod det onde. Adam
er ny-nazist og sendes på samfundstjeneste hos præsten Ivan. Ivan sætter
Adam på den opgave at bage en æblekage med æbler fra træet foran kirken.
Men æblerne bliver angrebet af fugle, orm og lyn. Ivan mener, at det er
djævlen, der prøver dem, men Adam mener det er Gud, for måske findes det
onde slet ikke.
Skuespillerholdet består af Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen, Nicolas
Bro, Paprika Steen, Ali Kazim, Ole Thestrup og Gyrd Løfqvist. Anders
Thomas Jensen har selv skrevet manuskript. Filmen optages på fynske
locations og i Film Fyns studier. "Adams Æbler" produceres af Tivi
Magnusson og Mie Andreasen for M&M Productions. Filmen modtager
betinget DFI-støtte på 7,7mio. kr. gennem konsulentordningen ved Nikolaj
Scherfig. Optagelserne er begyndt, og der er forventet premiere i april
2005.
Nicolas Winding Refn har modtaget støtte til en tredje
"Pusher"-film. Efter flere års heroinmisbrug bliver Milo konfronteret med
en ny virkelighed: Hans position som gangster nummer 1 på Nørrebro er
truet af en ny generation indvandrere. Filmen følger Milo i et hæsblæsende
døgn, hvor han forsøger at genvinde sin position, samtidig med at han skal
arrangere fødselsdag for sin datter og gå til så mange møder i Anonyme
Narkomaner som muligt, for ikke at få tilbagefald.
Hovedrollen spilles af Zlatko Buric. Nicolas Winding Refn har selv
skrevet manuskript, og Henrik Danstrup producerer for NWR Productions.
"Pusher III" modtager betinget DFI-støtte på 4,9 mio. mio. kr. gennem
konsulentordningen ved Nikolaj Scherfig. "Pusher II", som netop er
færdiggjort, får premiere 1. juledag 2004, og "Pusher III" har forventet
premiere i juli 2005.
Simon Stahos "Dag og Nat" er et ægte svensk-dansk samarbejde.
Filmen, der er optaget på et meget lille budget med et hold svenske
stjerneskuespillere og et dansk filmhold, har nu fået færdiggørelsesstøtte
på 945.000kr. af Det Danske Filminstitut gennem konsulentordningen ved
Nikolaj Scherfig. Filmen følger den fraskilte familiefar Thomas den dag,
han har besluttet at begå selvmord. Han kører rundt i sin bil og tager
afsked med vigtige personer i sit liv. Filmen stiller spørgsmålet: "Hvis
svaret er kærlighed, hvad er så spørgsmålet?" I rollerne ses
Mikael Persbrandt, Maria Bonnevie, Pernilla August, Fares Fares, Lene
Endre, Hans Alfredsson, Tuva Novotny, Marie Göranzon, Michael Nyqvist,
Erland Josephson samt Sam Kessel. Manuskriptet er udviklet af Peter
Asmussen og Simon Staho, og "Dag og Nat" er produceret af Jonas
Frederiksen for Zentropa. Filmen blev optaget i vinteren 2003, og havde
svensk premiere den 6.august. Der er forventet dansk premiere i efteråret
2004.
Martin Hagbjers "Hvem var det der vandt i dag?" har modtaget 1,2
mio. kr. i produktionsstøtte af Det Danske Filminstitut gennem
konsulentordningen ved Nikolaj Scherfig. 13-årige David spiller fodbold på
Hvidovres drengehold. De ligger i bunden af rækken, og deres træner har
lige fået tilbudt job hos konkurrenterne, da Davids far, som er arbejdsløs
tidligere superligaspiller og skilt fra Davids mor, meget mod Davids vilje
tilbyder at blive holdets nye træner.
I rollerne ses Lars Bom, Niklas Ingemann, Camilla Bendix og Bjarne
Henriksen. Manuskriptet er af Morten Dragsted, og Søren Juul Petersen
producerer for Zeitgeist. "Hvem var det der vandt i dag?" er
færdigoptaget, og der er forventet premiere til påskeferien 2005.
For yderligere oplysninger:
Det Danske FilminstitutMarianne Moritzen, 3374 3451, mariannem@dfi.dk