Støtte til ny spillefilm

Pressemeddelelse7. oktober 2004
Det Danske Filminstitut
har givet støttetilsagn til Laurits Munch-Pedersens spillefilmdebut,
"Ambulancen".
I action-dramaet
"Ambulancen" begår to brødre røveri i en bank for at skaffe penge til den
operation, der skal redde deres mor fra at dø. De flygter i en parkeret
ambulance og opdager for sent, at de nu hænger på en kvindelig
lægepraktikant og en hjertepatient, som dør, hvis han ikke får hjælp. Hele
dramaet foregår i realtid, dvs. filmen varer de 80 minutter, flugten
varer, og det hele foregår ét sted, i og omkring ambulancen. Rollerne
spilles af Thomas Bo Larsen, Paw Henriksen og Helle
Fagralid. Manuskriptet til "Ambulancen" er skrevet af Laurits
Munch-Pedersen og Lars Andreas Petersen. Tomas Radoor producerer for
Nordisk Film, og filmen modtager betinget DFI-støtte på 5,5 mio. kr.
gennem konsulentordningen ved Nikolaj Scherfig. Optagelserne foregår fra
slutningen af oktober til starten af december. Der er forventet premiere i
sommeren 2005.
Laurits Munch-Pedersen
afsluttede sin uddannelse som instruktør fra Den Danske Filmskole i 2003
med afgangsfilmen "Mellem os", der efterfølgende har vundet et væld af
priser, bl.a. en Student Academy Award, den såkaldte
Baby-Oscar.
For yderligere
oplysninger: Det Danske FilminstitutMarianne Moritzen, 3374 3451,
mariannem@dfi.dk