Støtte til ny spillefilm af Gert Fredholm

Det Danske Filminstitut har givet støttetilsagn til Gert Fredholms menneskelige komedie "En enkelt til Korsør". Spillefilmens manuskript er skrevet af Gert Duve Skovlund og Mikael Olsen. Samme trio lavede den succesfulde spillefilm fra 2001 "At klappe med én hånd".

Synopsis: Rasmus afslutter sin ph.d.-afhandling i litteratur, "Den romantiske idiot", med klapsalver og et ægteskabstilbud fra sin lidt ældre og forelskede vejleder Astrid. Rasmus afviser hende og dermed bliver forskerstillingen i stedet til et års vikariat i dansk på VUC i Korsør. Her møder han en sprælsk og sammensat gruppe voksne, hvis drømme og liv han træder ind i. Rasmus forelsker sig voldsomt og aldeles ukorrekt i sin elev Signe. Hun drømmer til gengæld om at få et barn med sin kæreste, Camilla. Det er ikke enkelt at være en romantisk idiot i Korsør.

Rollerne er besat af Carsten Bjørnlund, Lærke Winther Andersen, Kurt Ravn, Jon Højerslev, Signe Skov, Bjarne Henriksen, Charlotte Sieling, Benjamin Boe Rasmussen, Lisbeth Wulff, Elith Nulle Nykjær Jørgensen og Laura Bro m.fl.

Mikael Olsen producerer for Zentropa. Filmen, hvis budget er på 16,5 mio. kr., modtager i alt 6 mio. kr. i DFI-støtte gennem konsulentsystemet ved Molly Malene Stensgaard. Filmen støttes desuden af DR TV, Slagelse Kommune og Korsør Erhvervsforening. "En enkelt til Korsør" optages i perioden september-november 2007, og der er forventet Danmarkspremiere i efteråret 2008. For yderligere information:

DFI Factsheet En enkelt til KørsørDet Danske FilminstitutClaus Ladegaard, 4032 6212, clausl@dfi.dkMarianne Moritzen, 4046 3757, mariannem@dfi.dk