Støtte til to nye spillefilm

Pressemeddelelse20. april 2005
Det Danske Filminstitut
har givet støtte til to nye spillefilm gennem 60/40-ordningen.
Til
efterårsferien bliver der lejlighed til et gensyn med "Far til
fire" i en ny og moderniseret udgave. ASA Film og instruktøren Claus
Bjerre har modtaget betinget DFI-støtte på 6,8 mio. kr. til den nye "Far
til fire" og går i gang med optagelser i slutningen af maj.
Far bliver fyret, fordi
han ikke passer til virksomhedens nye profil. Søs bliver fotomodel, Ole
kæmper for at samle et band, og Mie arrangerer et stort talentshow på
skolen, mens Per prøver at løse familiens problemer på sin helt egen måde.
Niels Olsen spiller Far, Jess Ingerslev er Onkel Anders, og i øvrige
roller ses Sofie Lassen-Kahlke, Martin Brygmann og Niels Skousen.
Børnerollerne er snart på plads efter en omfattende casting. Manuskriptet
er af Thomas Glud, Claus Bjerre og Tine Frellesen med Søren Frellesen som
konsulent. ASA Film er producent i samarbejde med Scanbox og Easy Film, og
Henrik Møller-Sørensen producerer.
Nordisk Film går i
slutningen af maj i gang med optagelserne til komedien "Lotto" instrueret
af Peter Schrøder. Jørgen er formand for fabrikkens lottoklub og synes
selv, at han er et godt menneske - faktisk bedre end de fleste. Men den
dag han skal dele en lottogevinst på 3 millioner med sine venner, bliver
hans høje moral sat på en hård prøve.
Søren Pilmark og Ditte
Gråbøl har hovedrollerne. Derudover medvirker Bjarne Henriksen, Claus Bue,
Nikolaj Kopernikus, Sofie Stougaard og Thomas Bo Larsen i større roller.
Anne-Marie Olesen, Lars Mering og Ina Bruhn har skrevet manuskript, og
Monica Steenberg producerer for Nordisk Film. "Lotto" modtager DFI-støtte
på 6,6 mio. Der er forventet premiere i foråret 2006.
For yderligere
oplysninger:
Det Danske
FilminstitutJørgen Ramskov, 3374 3433, jorgenr@dfi.dkMarianne Moritzen, 3374
3451, mariannem@dfi.dk