Støtte til spillefilm af Niels Gråbøl

Det Danske Filminstitut har givet produktionsstøtte til en ny familiefilm "Usynlige venner" af instruktøren Niels Gråbøl.

Viktor på 8 år bor sammen med sin mor og storebror. Viktor savner meget sin far, som er flyttet, og han føler sig som klodens mest talentløse dreng. En dag dukker et lille fedladent dyr, Gilbert, op, som kun Viktor kan se. Selv om Gilbert roder og kalder Viktor et flæbefjæs, bliver de gode venner, og da det viser sig, at det lille dyr kan flytte på ting ved tankens kraft, begynder Viktor at benytte sig af Gilberts magiske evner.

Anders Matthesen lægger stemme til væsnet Gibert, som er et en rigtig dukke, styret af seks engelske dukkemagere. Voksenrollerne spilles af Sofie Gråbøl, Lars Kaalund, Lars Hjortshøj, Nicolas Bro og Fares Fares, og børnerollerne er endnu ikke castet. Optagelserne foregår på Fyn og indledes i april 2009. Der er forventet premiere i efterårsferien 2010.

Niels Gråbøl har også skrevet en roman med samme titel om de to hovedpersoner Viktor og Gilbert. Den udkommer januar 2009 på forlaget Phabel.

"Usynlige venner" er Gråbøls fjerde spillefilm. Han har tidligere instrueret "Møv og Funder", "Det store flip" og senest "Gaven" med Henning Jensen og Jakob Cedergren i hovedrollerne.

Manuskriptet er af Niels Gråbøl, Mette Heeno og Michael Asmussen, og Sigrid Helene Dyekjær producerer for Nimbus. Det Danske Filminstitut har bevilget 5,6 mio. kr. i betinget produktionsstøtte gennem 60/40-ordningen og 1 mio. kr. fra den regionale støtte til spillefilm, der er medfinansieret af en regional filmfond uden for hovedstadsområdet. Filmen distribueres af Walt Disney Studios Motion Pictures.

DFI instruktør-profil:
Niels Gråbøl

For yderligere oplysninger:
Det Danske Filminstitut
Marianne Moritzen, 3374 3451, mariannem@dfi.dk
Claus Ladegaard, 3374 3433, clausl@dfi.dk