For tredje uge i træk har Ole Christian Madsens feel-good komedie med Anders Berthelsen og Paprika Steen i hovedrollerne taget førertrøjen i de danske biografer.
Siden premieren er "Superclásico" set af 131.000, og en fjerdedel af biografgæsterne har i 3-ugers-perioden valgt at se komedien. Antallet af solgte billetter til filmen er kun faldet lidt fra uge til uge, og det er et klart signal om, at publikum anbefaler filmen. Den kan derfor forventes at have en stabil indspilning over de kommende uger.
"Superclásicos" førsteplads bekræfter en tendens i de seneste måneder. I 10 af årets første 14 uger har en dansk komedie lagt sig i toppen på bio-listen. Kun Disney-animationsfilmen "To på flugt" og den engelske Oscar-vinder "Kongens store tale" har været i stand til at slå de danske komedier af pinden i hver to uger, mens "Klovn the Movie" og "Alle for én" har indtaget førerpladsen i henholdsvis fem og to uger.
Alle tre film er støttet af Det Danske Filminstitut, og Steffen Andersen-Møller, direktør i området Publikum & Formidling, udtaler: "Dansk film er kommet rigtig godt fra start i 2011. Danske komedier er historisk set populære, og det er også dem, biografgæsterne især er strømmet til nu. En film som "Superclásico" viser, at man kan få et stort publikum i tale med en film, der både leverer gode grin, noget til hovedet og efterlader en i godt humør, når man træder ud af biografens mørke."