Svar fra Jesper Nygård, Filminstituttets bestyrelsesformand
Filminstituttet står fuldstændig bag Tine Fischer. Det er en helt uberettiget kritik af Tine Fischers rolle i opbygningen af CPH:DOX. Det er, efter at have rådført os med en advokat i august 2025, bestyrelsens vurdering, at der ikke er noget at udsætte på Tine Fischers eventuelle brug af betegnelserne ”stifter” eller ”grundlægger” om sit virke for CPH:DOX. Ingen af de to betegnelser er beskyttede titler eller indikerer eksklusivitet.
At Tine Fischer har spillet en markant og afgørende rolle i forhold til udviklingen af CPH:DOX tilbage fra organisationens start, er der ingen, som vil betvivle. Det er helt ubestrideligt og uomtvisteligt. Det er dén rolle kombineret med blændende ledelsesevner, dybt kendskab til film- og mediebranchen og en stærk personlighed, som førte til valget af Tine Fischer som direktør for Filminstituttet – et valg som på ingen måde beklikkes af den kritik, som Kim Foss og Andreas Steinmann udkommer med.
På vegne af bestyrelsen har jeg gentagne gange rakt ud med forslag om et møde, hvor vi kunne drøfte de forskellige synspunkter. Men det har der ikke været interesse for.
Efter min opfattelse ville et sådant møde have kunnet løse denne virkelig ærgerlige og unødvendige konflikt om æren. Nærmest ingenting skabes af enkeltindivider. Ting skabes af mennesker, der arbejder sammen om et mål.
Svar fra Tine Fischer, Filminstituttets administrerende direktør
En succes skabes sjældent af et enkelt menneske alene. Sådan er det for de allerfleste organisationer og virksomheder og sådan er det på alle måder for en festival som CPH:DOX. Igennem 23 år er festivalen bygget op fra bunden af hundredevis af dedikerede medarbejdere – og ikke mindst frivillige. Det er et kollektivt projekt, som jeg har været så uendelig heldig at få lov til stå i spidsen for og drive frem fra det allerførste år, og det er med den største stolthed, at jeg i dag kan se, hvordan festivalen vokser hvert år og på vildeste vis står som en af verdens vigtigste dokumentarfilmfestivaler.
Den korte version af historien er, at jeg har stået centralt i at bygge CPH:DOX op fra dag ét, tilbage i 2002, og at jeg har ledet festivalen, indtil jeg forlod den i 2021 for at blive rektor på Den Danske Filmskole. Det er på den baggrund, jeg betragter mig som én af grundlæggerne af festivalen – sammen med den daværende Natsværmerfond. De to kronikører arbejdede i denne fond og ringede til mig i 2002 og spurgte, om jeg ville være med til at starte en dokumentarfilmfestival. Kronologien er indiskutabel, initiativet var deres. Jeg har aldrig påstået andet, så hvad handler diskussionen om?
Efter opkaldet i 2002 greb jeg bolden og løb med den i tæt på to årtier. Natsværmerfonden drev også den daværende fiktionsfilmfestival, NatFilm Festivalen, som var ledet af Kim Foss og Andreas Steinmann. Jeg var på daværende tidspunkt programredaktør i Cinemateket og havde sammen med to kollegaer, to år forinden, startet en ny international dokumentarfilmfestival, Crossing Boundaries og var derfor allerede langt inde i den danske og internationale dokumentarfilmverden. Natsværmerfonden ønskede, at København skulle have en dokumentarfilmfestival og mente, at jeg var den rette til at bygge den op. Den skulle leve i egen ret, jeg skulle finde mine egne folk og bygge vores eget eksterne sekretariat. Jeg fik faklen og har siden den dag, brugt store mængder af mine vågne timer på at bygge lige præcis den festival, som jeg brændte så enormt for. Som i en enhver start-up har det krævet dage, nætter, ferier. De første år uden nogen særlig løn, men med dobbelt job, for overhovedet at kunne løbe en festival i gang uden et stærkt økonomisk fundament. I de følgende næsten 20 år var opbygningen og ledelsen af CPH:DOX mit hjerteblod. Det var mig, der i de første år stod for at bygge organisationen og sekretariatet op, jeg tegnede strategi og kunstnerisk profil og identitet og samlede en gruppe af helt unikke kernemedarbejdere, som alle var og er helt centrale. Det er på den baggrund, at jeg anser mig som én af festivalens absolutte grundlæggere.
Jeg har ikke på noget tidspunkt taget æren for andet end dét, der var mit eget bidrag eller haft til hensigt at berøve andre deres del af projektet. Det var Natsværmerfonden, herunder Kim Foss og Andreas Steinmann, der tog initiativet og ringede til mig, de investerede de første ressourcer, der skulle til og navngav projektet CPH:DOX. Da CPH:DOX modtog en Sær-Bodil i 2014, takkede jeg Natsværmerfonden og takkede personligt Kim for at have ringet til mig den sommerdag i 2002.
Kim Foss, Andreas Steinmann og jeg har hver især spillet en rolle i tilblivelsen af CPH:DOX, og vi har alle tre en fuldstændig legitim ret til at kalde os grundlæggere. Juraen er klokkeklar på det område. Kim Foss var med i de første år fra 2002-06, Andreas Steinmann og jeg var med, i meget forskellige roller, i tæt på to årtier. Siden de fremførte deres kritik overfor mig, første gang i 2024, få dage efter jeg tiltrådte jobbet som direktør for Filminstituttet, har jeg forsøgt at komme dem i møde. Dels ved igen og igen at understrege, at titlen grundlægger tilfalder os alle, dels ved at imødekomme enhver tvivl med min intention ved at rette min egen offentlige profil til co-founder. Ikke fordi min brug af grundlægger-titlen er forkert, men fordi min intention aldrig har været, at jeg var den eneste grundlægger.
Jeg er ked af og ærligt også oprigtigt indigneret over at skulle forsvare min position, men det skygger ikke for, at det er med kæmpe stolthed, at jeg ser tilbage på godt tyve år, hvoraf langt størstedelen har været delt med kollegaer, der ligesom jeg med glødende engagement har været dedikeret til realiseringen af en af dansk dokumentarfilms absolut vigtigste platforme - som om få dage slår dørene op og igen samler tusindvis af mennesker omkring den virkelighed, som vi alle sammen deler.