Teenage Jesus i optagelse

I PRODUKTION. Marie Grahtø er netop nu i gang med optagelserne til sin debutspillefilm. Victoria Carmen Sonne, Lisa Carlehed og Trine Dyrholm indtager de bærende roller.

Victoria Carmen Sonne, instruktør Marie Grahtø og Lisa Carlehed. Foto. Christian Geisnæs
Victoria Carmen Sonne, instruktør Marie Grahtø og Lisa Carlehed. Foto: Christian Geisnæs

’Teenage Jesus’ er skrevet af spillefilmsdebutant Marie Grahtø, og i de bærende roller ses Victoria Carmen Sonne, Lisa Carlehed og Trine Dyrholm. Filmen optages lige nu på det tidligere psykiatriske hospital Sct. Hans i Roskilde og får biografpremiere i foråret 2019. 

I filmen er to kvinder på kollisionskurs. Viktoria, en ung psykolog, indvilger i at behandle den suicidale patient Jenny. Et psykiatrisk hospital bliver deres kirke, hvor de som to urkræfter søger mening og tilgivelse i tro, sex og vold. Natlige samtaler afslører sandheden om deres liv, mens døden lokker. 

Lisa Carlehed kan opleves i rollen som den unge, perfektionistiske psykolog Viktoria. Victoria Carmen Sonne spiller den selvmordstruede patient Jenny, og Trine Dyrholm spiller rollen som den erfarne læge Doktor Klein.

Marie Grahtø debuterer med ’Teenage Jesus’ som spillefilminstruktør. Hendes kortfilm ’Daimi’ (2012) og ’Teenland’ (2014) blev begge nomineret til en Robert. Manuskriptet til ’Teenage Jesus’ blev i 2017 udvalgt til Cannes Film Festivalens finansieringsforum ’Cannes Atelier’ som ét af 12 manuskripter fra hele verden.

Bag kameraet er Catherine Pattinama Coleman. Linda Man er filmens klipper, og Josephine Farsø production designer. Amalie Lyngbo Quist og Julie Friis Walenciak producerer for Beo Starling med støtte fra New Danish Screen.

Der er forventet dansk premiere i foråret 2019.